Liveanmeldelse: Alice Cooper – Musikhuset Aarhus, Store Sal – 11/06-2024

Chokrockens godfather Alice Cooper indrog Smilets By i uhyggens tegn

Rundt regnet 1500 fans var mødt op denne tirsdag aften, hvor alle almindelige billettyper blev revet væk hurtigt, medmindre man ville give noget nær en halv arm for de forreste rækker, hvor man også fik mulighed for at møde Alice Cooper, få sig diverse merch og andet.

Alice er vant til det hele – at spille på store festivaler såsom Sweden Rock Festival tre dage forinden for cirka 40000 og i det mere intime som denne aften i sid-ned-format, og herhjemme er det også blevet til et væld af besøg i alskens byer igennem tiden såsom København, Ballerup, Ringsted, Frederikshavn, Randers, Skanderborg og nu også Aarhus.

Hard rock og dét at sidde ned går sjældent hånd i hanke, og det tog da også kun få sekunder i åbningsnummeret “Lock Me Up”, før stor set alle havde rejst sig op til at rocke med, og dem tættest på scenen kunne da også næsten kysse bandmedlemmernes sko. Apropos bandmedlemmerne, så er det et stærkt hold, der danner rammen med Alice Cooper’s musik; Tommy Henriksen (guitar) – en sand Hollywood Vampire, Nita Strauss (guitar), Ryan Roxie (guitar), Chuck Garric (bas) samt Glen Sobel (trommer).

Med undtagelse af enkelte afstikkere var aftenens halvanden times horror show dominans for hits, der startede fra tredje nummer frem med “No More Mr. Nice Guy”, “I’m Eighteen”, “Under My Wheels”, den stærke “Bed of Nails” samt den aldrende “Billion Dollar Babies” (1973).

Går man til koncert med Alice Cooper er det ikke blot for at hylde det klassiske bagkatalog, men også for det sceneshow, der hører med i form af halshugning, forførelse, stikkeri, jongleret med stokke med mere. Det er måske ikke så meget nytæntning, der her været på disse akter, men det er god underholdning, og bandet er en sand og stærk kerne. Cooper’s stemme er ikke, som den var som i 90’er osv., men den stråler stadig med få svipsere i en alder af 76 år.

Men kunne med rette beskrive lyden om en anelse for poleret og ikke helt så rå, som det kunne have klædt showet, men overall stod det rimeligt skarp, omend volumen var en kende lav. Ellers strålede publikum med på klassikere, der som “Hey Stoopid”, “Poison”, “Feed My Frankenstein” samt afslutteren med megahittet “School’s Out (1972), der brugte salen i fællesskrål.

Alice Cooper og hans stab af dygtige musikere er ikke færdige som rockstjerner endnu, men hovedpersonen selv har da også udtalt, at han ikke vil have noget imod at performe, indtil han runder de 90, hvis helbreddet holder. Nu må vi se. Det tyder i hvert fald ikke på, at det er et stop, der kaldes på lige foreløbig.

 

Setlist:

1. Lock Me Up

2. Welcome to the Show

3. No More Mr. Nice Guy

4. I’m Eighteen

5. Under My Wheels

6. Bed of Nails

7. Billion Dollar Babies

8. Snakebite

9. Be My Lover

10. Lost in America

11. Hey Stoopid

12. Drum Solo (with Glen Sobel)

13. Welcome to My Nightmare

14. Cold Ethyl

15. Go to Hell

16. Poison

17. Feed My Frankenstein

“The Black Widow” segment from Alice Cooper: The Nightmare

18. Guitar Solo (with Nita Strauss)

19. Black Widow Jam

20. Ballad of Dwight Fry

21. Killer (band only)

22. I Love the Dead (band only)

23. Elected

Encore:

24. School’s Out (With “Another Brick in the Wall (Part 2)” snippet and band member introductions))

Outro: I’m Alice