Liveanmeldelse: Baest + Orm + Xenoblight – Musikhusparken Aarhus – 08/07-2021

Af: Lucas Enghoff Olsen

Xenoblight

Første band på programmet var Xenoblight fra Silkeborg. De kom på scenen med bravour og satte så sandelig stemningen for aftenens følgende udfoldelser. Forsanger Marika kom med en voldsom energi og udstråling som altid, og bandet var i sagens natur glimrende opvarmning!

Publikum skulle altså lige sparkes lidt i gang, og det var Xenoblight ikke et sekund for langsomme til. Stemningen skulle også lige mærkes an blandt publikum, da det jo var den første stående koncert i lang tid for mange i hvert fald, men der gik ikke længe, før bandet fik dirigeret de første circlepits i gang med deres vidunderlige dødsmetal. Da Xenoblight lukkede af, var stemningen og energien blandt publikum højt, og deres slutnummer sparkede for alvor også røv. 

Orm

Efter en kort pause trådte Orm på scenen. Orm leverer atmosfærisk black i genrens bedste forstand. De åbnede op med et 20-minutter langt stykke, der for alvor satte tonen for deres sæt. Det efterfølgende musikalske stykke var dog præget lidt af festivalsstemning under teltet ved Musikhuset, da de fleste virkede til at have travlt med at snakke og andre gøremål i den givne situation, der godt kunne have tålt lidt mere fokus på scenen.

Det på trods trængte Orm godt igennem med et eminent show med black fra den øverste hylde af det, vi har at byde på i Danmark for tiden!  

Baest

Ved hovednavnets første anslag kunne man godt mærke på langt de fleste, hvad det var de var kommet for. Det var røvtur på førsteklasse, og Baests musikalske mavepuster kom flyvende direkte ud i skidesækken på det fremmødte publikum. Allerede ved Meathook Massacre, der kom ret tidligt. blev der linet op til aftenens første og dog eneste wall of death, igen en aktivitet, der nok er mange, som har higet efter. Der er altså noget elektrisk ved at se Baest spille i Aarhus, for man kan ikke betvivle, at de har publikum i deres hule hånd, lige fra start, men lidt ekstra, når de kommer til hjembyen.

Med både gamle og nye bangers fik Baest budt op til dødedans, og med Simon som konduktør fik han sagt godt grundigt gang i publikum, der fik fee’ dø’ for alle pengene. Derudover kan man snart ikke være i tvivl om, at Baest er noget af det ypperste danske metal, vi har fået længe. I hvert fald hvis man spørger de fleste, der velvilligt dukker op til Baest-koncert. Personligt var jeg fuldstændig gennembanket i nakken, i ørerne og i sjælen. Men for pokker hvor har man savnet det.