Ingen kan komme udenom Bob Dylan, født Robert Allen Zimmerman, som en af de største singer-songwriters, siden han meldte sig aktiv som udøvende musiker i 1957
Hvad man kan komme frem til er det Bob Dylans 34. koncertbesøg i Danmark – en imponerende bedrift. Denne gang var Royal Arena atter rammen for verdensmandens besøg herhjemme.
Bob Dylans flerårige Rough and Rowdy Ways-tour lagde atter vejen forbi Danmark og Royal Arena. Sidste gang, i 2002, var det med tanken om sidste gang, at man kunne få lov til at opleve Dylan på dansk grund, men sådan skulle det ikke gå. I en imponerende alder af nu 84 var turen til endnu kommet til det fine selskab – en flot bedrift i sig selv, at han ikke har indstillet karrieren endnu.
Royal Arena var velbesøgt med hovedvægt på det modne segment, der har fulgt legenden igennem tykt og tyndt længe. Scenen synes ikke ret stor i aftenens setup med rødligt teaterlys bagtil og nedtoning i resten af arenaen. Dylan akkompagneres af sit lille firemandsband med sig selv i fokus ved flygelet i midten og gør, hvad manden er bedst til. Spille sin musik uden snak til publikum overhovedet. En time og 45 minutters tid blev det til.
Når Dylan er i byen, er spillestedet under hans præmisser. Under den seneste årrække er der indført mobilforbud ved Dylans koncerter, og derfor skal mobiltelefoner være placeret i de udvalgte Yondr-hylstre, som man får udleveret ved ankomst. Man overlevede dette tiltag, og ved nogle lejligheder er dette til at se fingre imellem.
En kudus skal det især lyde til Dylans medkombattanter, der lagde at spritklar bund for lysbilledet udadtil. Groovy, medtagende og professionel baggrundsrytmesektioner var svære at sætte fingre på. Man blev henkastet til et mørkdæmpet setup på en dark-jazz-bar med dryppende stearinlys, tunge, røde gardiner og en tæt tåge en rød. Heldigvis var det ikke røget på scenen.
Hvad så med mesteren selv? Der var en vis ekstase under flere grupperinger publikum imellem, der klappede nemt efter stort set hver sætning, Dylan fik fortalt, og nærmest endnu større klapsalver blev leveret, når mundharmonikaen fik sig en tur igen og igen.
Det er noget af en præstation i sig selv, at Dylan turnerer i en alder af 84 år. Det kan også fornemmes på hans helt egen væremåde. Fordi han kan. Han sætter sig ved sit flygel, rejser sig indimellem og ser rundt på sine medspillere og fortrækker sjældent en mine. Interaktion med publikum er i hvert fald ikke eksisterende, og sådan har det været i mange år. Det er hans varetegn, og det behøver man egentlig ikke at lave om på, når man ved, hvordan det foregår.
Stemmen har Dylan ikke helt længere. Koncerten igennem vaklede den alt fra mesterlig til nær forsvunden, hvormed stemningsniveauet gik i bølgegang. Mesteren selv har det også med at fremføre nogle af sine værker således, at man først en mørkdæmpet kan tyde nummeret inde i sangens fremførelse. Dette var dog i helhedens perspektiv en af de bedre koncerten i forhold til tidligere gange tiden igennem.
Der var stunder, der blænderne igennem lettere end andre såsom “Crossing the Rubicon”, “It’s All Over Now, Baby Blue” og det sidste nummer “Every Grain of Sand”. Tilbage står man med tanken, om dette så virkelig er den sidse Dylan-koncert på dansk jord. Sandsynligvis. Er det tilfældet, er det et fint punktum, mesteren efterlod.
Setliste:
1. I’ll Be Your Baby Tonight
2. It Ain’t Me, Babe
3. I Contain Multitudes
4. False Prophet
5. When I Paint My Masterpiece
6. Black Rider
7. My Own Version of You
8. To Be Alone With You
9. Crossing the Rubicon
10. Desolation Row
11. Key West (Philosopher Pirate)
12. Watching the River Flow
13. It’s All Over Now, Baby Blue
14. I’ve Made Up My Mind to Give Myself to You
15. Mother of Muses
16. Goodbye Jimmy Reed
17. Every Grain of Sand