Sønderjyllands nye koncertplads blev tirsdag aften indviet med rockikoner, der var bedst i fortiden, og hvor opvarmningen var bedst.
Slagmarken ved Kær Vestmark i Sønderborg fik besøg af de ikoniske Bon Jovi i selskab med Def Leppard, der træk 25.000 fans til byen, hvilket var 10.000 under udsolgt.
Def Leppard fik underholdt publikum i den rette stemning, hvor fokus var drejeskive omkring bandets fjerde album og bestseller, Hysteria, fra 1987. Sheffield-drengene, der startede i 1977 som en New Wave of British Heavy Metal-gruppe, spillede faktisk hele albummet fra start til slut med ekstranumre i form af “Rock of Ages” samt “Photograph”.
Lyden oppe foran var noget buldrende i starten med en for høj stortromme, der lige skulle justeres, hvilken den heldigvis også blev. Joe Elliott var energisk på vokalen og løb frem og tilbage på løberen for at få publikum op i gear. Manden runder trods alt 60 år den 1. august, så det er flot, at han stadig kan holde toner så højt og flot, som han gør. Den karismatiske Phil Collen høvlede den godt af på guitar iført hans ikoniske look med bar mave. Phil overtog pladsen for Pete Willis, der forlod Def Leppard i 1982. En lige så energisk herre var at finde bag trommerne, nemlig Rick Allen, der overtog pladsen for Tony Kenning i 1979. Rick Allen er ikke mindst kendt for, og bevisende for, at man sagtens kan være trommeslager med én arm. Med spilleglæde og gejst, gav han, som man siger, “hele armen”.
“Bagtæppet” var tre buede storskærme med flotte visuelle visninger af bandet samt en lille hyldest undervejs til bandets tidligere guitarist, Stephen Maynard Clark, der måtte lade livet den 8. januar 1991 af en overdosis i en alder af blot 30 år. Highlights var “Animal”, “Love Bites” og megahittet “Pour Some Sugar on Me”, der fulgte hindanden som nummer tre, fire og fem i sættet. Albummet blev spillet kronologisk, så “kenderne” vidste godt, hvornår hits’ene ville komme. Som tiende nummer røg titelnummeret , “Hysteria”, ud af højtalerne, hvor der ligelede blev fremkaldt fællessang. De to ekstranumre, “Rock of Ages” og “Photograph”, var hentet fra bandets tredje album, Pyromania, fra 1983, så man må i sandheden sige, at Def Leppard stod for et oldschool sæt denne aften. I alt 78 gode minutter var hvad vi fik, der samtidig skulle få publikummet i stødet inden Bon Jovis indtog.
5/6 gedekranier
Sætliste (Def Leppard):
1. Women
2. Rocket
3. Animal
4. Love Bites
5. Pour Some Sugar on Me
6. Armageddon It
7. Gods of War
8. Don’t Shoot Shotgun
9. Run Riot
10. Hysteria
11. Excitable
12. Love and Affection
Encore:
13. Rock of Ages
14. Photograph
Efter cirka 40 minutters pause skete det så. Megabandet Bon Jovi fra de glade firsere, gik på scenen, og jubel lød fra de 25.000 fremmødte. Håbet om en gentagelse af successen fra tidligere præsentationer var tilstede, men blev det nu også indfriet?
Bandets entré var mildest talt fejlfri med sort/hvid-sekvenser af huse, biler og billeder, der zoomede ind på Slagmarken. Startnummeret var titelnummeret på tourens og bandets seneste udspil, “This House Is Not for Sale”. Det starter ellers godt og lovende. Efter andet nummer, “Raise Your Hands”, fik den hoppende Bon Jovi publikum og af sæderne på de opstillede tribuner og armene i vejret til introen til klassikeren “You Give Love a Bad Name”. Koncerten igennem var der flotte visuelle visninger og bandet, fanminder og temaer til numrene, men under “You Give Love a Bad Name” fik man beviset på, at Bon Jovi ikke havde den store vokalpræsentation længere i dele af nummeret. Af og til var det svært helt at høre vokalen, men på andre tidspunkter gik den fint igennem.
Hvad Bon ikke altid havde i stemmen i dele under koncerten, måtte man sige at han havde i smilet og kroppen, for han boksede flere gange ud i luften, som var det et mesterskab i boksning, han var deltagende i. Han vidste præcis i slutningen af numrene, hvad hans næste moves var, og det glade smil ind i kameraerne kunne ingen tage fra ham og hans rystende, dansende krop. Koncerten var en vekselvirkningen mellem sejre med “Runaway”, “Have a Nice Day”, “It’s My Life” og “Bad Medicine”, men ligeledes dybere og udvandende dyk med en sjat mindre energiske skæringer, “You Give Love a Bad Name”, og slutningen med megahittet, “Livin’ on a Prayer”, der desværre faldt endnu mere igennem, hvor Bon Jovis vokal haltede mere end før.
3,5/6 gedekranier
Sætliste (Bon Jovi):