De gamle veteraner i Deep Purple gæstede “den royale” med en velbesøgt skare samt stærk opvarmning
Hvad bedre musikalsk kunne man bruge denne fredag aften på end et besøg i Ørestaden på, hvor legenderne i Deep Purple stod for aftenens underholdning i selskab med nær-kultbandet Jefferson Starship. Førstnævntes historie går helt tilbage til Jefferson Airplane og David Freiberg, der dannede Airplane-udgaven i 1965. Starship-udgaven udblomstrede i 1974, og for dét ikke skulle være nok, er der er også Starship, som er en videreførelse deraf startende i 1984. Aftenens 45-minutters aktion var et sammensurium af tid og sted – et stadfæste om dette band og afarters hits igennem tiden, for dem var der flere af. Man skal nok være oppe i årene eller nørd for at være “kender” af aftenens første band, og det var bestemt ikke alle, der kunne synge med denne på numrene denne aften. Dog kunne en del alligevel genkende de største hits, der tæller “Nothing’s Gonna Stop Us Now” (Albert Hammond cover), “We Built This City” (Starship cover), “Somebody to Love” (The Great Society cover) og “White Rabbit” (Jefferson Airplane cover). Forvirret? Ikke overraskende. “Somebody to Love” er nemlig helt oprindeligt et cover fra The Great Society, som huserede Crace Slick, der indspillede nummeret i 1965-1966 og tog nummeret med over i Jefferson Airplane og lavede deres version i 1967. Ikke desto mindre var bandet utroligt velspillende, og vokalerne imellem David Freiberg og Cathy Richardson stod flot ud i billedet af den flotte baggrundsskærm.
Setlist:
1. Find Your Way Back
2. Ride the Tiger
3. It’s About Time
4. Sara (Starship cover) / Nothing’s Gonna Stop Us Now (Albert Hammond cover)
5. White Rabbit (Jefferson Airplane cover)
6. We Built This City (Starship cover)
7. Jane
8. Somebody to Love (The Great Society cover)
Efter en halv times pause entrérede et af 60’ernes pionerer inden for de tunge toner scenen – Deep Purple. Det lilla orkester startede for knap 55 år siden tilbage i 1968 i form af Ian Paice, Ritchie Blackmore, John Lord, Rod Evans og Nick Simper. Åh nej, er Ian Gillan og Roger Glover ikke originaler? Faktisk ikke helt, men det er meget tæt på, idet de to overtog pladserne for henholdsvis Rod Evans og Nick Simper blot året efter i 1969.
Der er overordnet ingen tvivl om, at snart 55 års tro tjeneste (med lidt pause) kan mærkes med årene – nogle falder fra, og stemmerne skal smøres. Ian Gillan er en kær og karismatisk mand, der ikke er bange for at lege med stemmen, men indimellem er den ikke, hvad den har været engang. Fra tid til anden halter den, imens den andre gange shiner igennem og husker os på, hvor vigtige Deep Purple er for musikhistorien – et band, der aldrig skal glemmes og som heller ikke er færdige endnu – forhåbentligt ikke.
Touren, der har været udskudt i noget tid ligesom så meget andet, var en opfølger på 2020-albummet Whoosh!, hvormed der også blev liret lidt af derfra med blandt andet “No Need to Shout” og “Nothing at All”. Koncerten blev indledt af monsteret “Highway Star” fra Machine Head (1972) for at skyde festen i gang efterfuldt af “Pictures of Home” fra samme skæring. Der var en kærkommen hyldest til Jon Lord med “Uncommon Man” og smukke pasager med “When a Blind Man Cries” og “Anya” samt nostalgitrip i form af “Perfect Strangers”, “Space Truckin'” og megahittet “Smoke on the Water” inden encore, der kulminerede til sidst med “Black Night”. Det var klart en aften, hvor der blev skrålet mest med på klassikerne, men hvor der også lød glædesskrig over numre som “Anya” fra The Battle Rages On (1993). I kølvandet på det ærgerlige exit fra bandet af Steve Morse, havde man bagefter den klare fornemmelse af, valget på bandets nyeste mand i folden, guitaristen Simon McBride, er det helt rigtige valg.
Setlist:
1. Highway Star
2. Pictures of Home
3. No Need to Shout
4. Nothing at All
5. Uncommon Man
6. Lazy
7. When a Blind Man Cries
8. Anya
9. Keyboard Solo (incl. Den Danske Sang Er En Ung Blond Pige/Wonderful Copenhagen)
10. Perfect Strangers
11. Space Truckin’
12. Smoke on the Water
Encore:
13. Hush (Joe South Cover)
14. Bass Solo
15. Black Night