Den stod på firedobbelt prog-brag, da Dream Theater for første gang i karrieren gæstede Aarhus og dermed Musikhuset, et sted hvis fine rammer klædte setuppet meget godt.
Jason Richardson (anmeldt af Kristoffer Witt)
Aftenens første opvarmning bliver leveret af shred-maestroen Jason Richardson sammen med tøndebaskeren Luke Holland (The Word Alive). Richardson er nok mest kendt for at have forhøjet niveauet for en række bands han har været involveret i, blandt andet Born of Osiris og deathcore-bandet Chelsea Grin. Nu er talentet i denne anmelders mening blevet rimelig spildt på det for længst fortabte metalcore-projekt All That Remains, men heldigvis besluttede Richardson for også at prøve solokarrieren af med masser af guitarlir, og det er så det vi kan bevidne i aften. Lyden er som sådan ok fra starten men måske lidt buldrende, men Richardson viser hurtigt hvorfor han bliver anset som en af de dygtigste moderne prog-guitarister. Han shredder, tapper og fyrer den ene skæve djent-rytme efter den anden af med uhyggelig præcision, så præcist, at han næsten rammer niveauet for selveste John Petrucci, som vi jo får set senere på aftenen. Luke Holland fortjener også en klappesalve for hans grooves og underholdende stick-tricks, som virker endnu mere imponerende, når man tager den enormt udfordrende musik i betragtning også.
Men ikke alt sidder lige i skabet, desværre. Da Richardsons soloplade i høj grad består af sange med gæstevokalister fra rimeligt store bands, så kan de naturligvis ikke hoppe afsted på tour sammen med ham, hvilket resulterer i nogle meget akavede vokal backing tracks med f.eks. Spencer Sotelo fra Periphery, som sågar ligger utroligt lavt i mixet. Jeg synes altid at lead vokal på backing tracks virker for mærkeligt og afkoblet, og ville egentlig langt hellere have foretrukket sangene fra pladen spillet i instrumentale udgaver, hvilket endda i højere grad ville have sat fokus på det hele soloprojektet handler om – nemlig at vise overdådig (måske også til tider lidt for selvforherligende) guitar- og trommespil. Det får vi i den grad også i størstedelen af tiden, hvor de største indtryk nok kommer i form af blandt andet den rytmisk komplekse, Meshuggah-i-cirkus-agtige “Mirrors”, samt den ekstremt underholdende “Hos Down” som skizofrent går fra hyperaktiv shredding til et bluegrass-segment, som bringer en masse forvirrede smil på publikums læber, ja endda over i et tilbagelænet bossa nova-stykke. Det er fjollet, men fjollet på den gode måde, som egentlig nok er en meget god tagline til sættet i helhed. Havde backing track haft en del mindre fokus, ville jeg nok have nydt det endnu mere, men Richardson og Holland gjorde sit arbejde som opvarmning hæderligt.
3,5/6 gedekranier.
Theory (anmeldt af Kasper Behrendt)
Næste band på plakaten denne aften er de lokale prog-ekvilibrister i Theory med den karismatiske Nicklas Sonne fra København i front. Theory var det første band, der fik tjansen som opvarmning, hvorefter Animals as Leaders samt Jason Richardson med Luke Holland senere blev tilføjet. Det var dermed lidt synd at Theory blot spillede en halv time i den flotte store sal, jeg kunne godt have klaret lidt mere.
Som med Jason Richardson er lyden ikke fantastisk i starten, men det blev der roddet bod på hurtigt. Musikhuset er ikke ligefrem storleverandører af metalkoncerter, desværre, men for det meste får lyden dets rette element i rummet. Lad dette forhåbentligt være startskuddet til endnu flere koncerter i den hårdere skuffe under Musikhusets vinger.
Et cirka et minuts stilhed på scenen slår Theory tonerne an, til et af de øjeblikke som bandet ser mest frem til, at opvarme for sine helte. Foruden lydens lettere justering, præges koncerten af skarpe soli fra bandmedstifter og guitarist, Odin L. Madsen, samt guitaristen Esben D. Nørgaard, stålsikkert trommespil fra bandmedstifter Martin Kilic, den tunge, fyldige bas fra Kim Mikkelsen samt et vokalregister og stemmelege, der sjældent er at finde på disse kanter fra Nicklas Sonne, og derved skruer Theory et godt set sammen, der dog ikke får publikum til at skrige, men alligevel får sat deres spor og bevidner om, at bandets fremtid og gennembrud, også ud over grænserne, kan være et nært foretagende.
4,5/6 gedekranier.
Animals As Leaders (anmeldt af Kristoffer Witt)
Jeg har aldrig personligt fået set dette virtuose band live før, selvom jeg har lyttet til bandet siden debutpladen kom ud i 2009, så det er med meget høje forventninger, at jeg sidder i min stol, da de tre fyre fra den amerikanske, instrumentale prog-trio, Animals As Leaders, træder på scenen. Det kan argumenteres, at Tosin Abasi nok er en af de mest kreative guitarister, der lever på planeten lige nu, både på sangskrivningsniveau og teknisk kunnen. Der går ikke længe, før han beviser, hvorfor han og co. har det omdømme. Animals As Leaders lægger ud med noget gammelt, nemlig “Tempting Time”, hvilket selvfølgelig varmer mit fan-hjerte lige fra starten. Jeg havde egentlig troet at mit fokus ville hovedsageligt ligge på Hr. Abasi i aften, men finder hurtigt ud af, hvor fantastisk en performer trommeslager Matt Garstka er. Matt stjæler nærmest showet med hans store armbevægelser og indlevende ansigtsudtryk, på samme tid med at han fyrer noget af det mest imponerende trommespil, jeg nogensinde har set af. Det er uhyre komplekst, men det er på samme tid også vildt underholdende at lytte til det jazzede fingerspil, de djentede rytmer og umulige taktarter. Nogle sange er nærmest umulige at headbange til, som f.eks. den arabisk-klingende “Arithmophobia” (som passende oversat betyder: fobien for tal), hvorimod nogle sange har groovet i komplet fokus, såsom “Ectogenesis”, som også inkluderer en fuldstændig vanvittig trommesolo fra Garstka, som fortjent udløser et enormt bifald fra publikum, efter han har tæsket tønderne sønder og sammen. Det beskidte slap-stykke i “The Woven Web” imponerer også, imens den smukke “The Brain Dance” skruer ned for intensiteten med en overvejende akustisk lyd og store lydflader.
For det meste synes jeg, det kan være lidt akavet at sidde ned til en metalkoncert, da metalmusik jo er så fysisk en størrelse i musikverden, men her fungerer det egentlig ganske glimrende, da man for det meste egentlig bare har travlt med at måbe på de talentfulde musikere, der står på scenen, og akustikken i Musikhuset spiller bestemt også til bandets fordel, specielt omtrent halvvejs i koncerten, hvor lyden begynder at sidde lige i skabet. Lydmixet til afslutteren “CAFO” (som nok må siges at være deres “breakout single”) rammer et monstrøst niveau, mens Abasi lynhurtigt sweeper op og ned af instrumentbrættet, mens Javier Reyes tilføjer den tonstunge rytmesektion på hans otte-strengede guitar. Koncerten slutter efter små 50 minutter, og for min skyld måtte de godt have spillet i hvert fald en halv time mere, da jeg personligt mangler “Wave of Babies” og “Physical Education” på setlisten, nu hvor det lige var så fedt, som det var. Men det kan alligevel ikke tage meget fra, hvor meget jeg nød koncerten, så længe den varede. Animals As Leaders er simpelthen i en liga, kun få kan nå, så hvis du nogensinde får chancen (og måske er klar på at udfordre dig selv lidt), så må du simpelthen ikke gå glip af dem, næste gang de vender snuden over Atlanterhavet, som forhåbentligt er hurtigst muligt.
5/6 gedekranier.
Dream Theater (anmeldt af Kasper Behrendt)
Den store finale stod sin prøve præcist på klokkeslettet 21:30, som på bestilling, da en af proggens hårde kæmper, Dream Theater, tog deres entré på Musikhusets scenegulv i den store sal. Det var med spænding, at jeg sad klar i mit sæde, ikke mindst for at høre, hvilke numre bandet vil fremføre denne aften. Efter “Atlas” (Instrumental , Nick Phoenix & Thomas J. Bergersen cover) åbner bandet med startnummeret til bandets seneste udspil Distance Over Time, nemlig et af bandets stærkeste og mest irørefaldne skæringer i nyere tid, “Untethered Angel” med sin lidt over seks minutters varighed.
Tøndebaskeren Mike Mangini er nærmest lukket inde i sit eget “trommehus”, et imponeret syn for trommebeundrere. John Petruccis tryllebindende guitar-flair betager også de mange siddende fans, der løbende klapper flittigt og endda rejser til med fine applauser til bandet. Tidligere har det været svært for de andre bands helt at at publikum op af stolene. Koncerten fortsætter det næste stykke tid meget i bandets nyere repertoire med numre fra Black Clouds & Silver Linings og Systematic Chaos foruden Distance over Time, hvor i højdepunktet “Fall into the Light” fra sidstnævnte viste fængende sammenkog af guitarriffs og catchy trommespil. Numrene igennem oplever man et lysmekka og næsten cirkus-lignende finesser.
Lyden står for Dream Theater heller ikke i den perfekte ende af skalaen koncerten igennem, og undervejs må de også kæmpe lidt for at få hele lydbilledet og vokalen med. Sættet fortsætter med guf i form af “Peruvian Skies” fra Falling into Infinity, “The Dance of Eternity” fra Metropolis Pt. 2: Scenes from a Memory og “Lie” fra Awake. Jeg savnede dog mere af de gamle, især fra Images and Words samt Six Degrees of Inner Turbulence, men vi fik dog det mesterlige stykke til at gå hjem på, “As I Am” fra bandets vel hårdeste album, Train of Thought. Med ét var koncerten ovre efter 1 time og 27 minutter, hvilket ikke er synderligt meget for en Dream Theater-koncert, når vi ikke snakker om festivaljobs. Lidt mere varieret sætliste og ældre materiale ville have haft højnet totaloplevelsen.
4/6 gedekranier.
Sætliste:
1. Atlas (Instrumental) (Nick Phoenix & Thomas J. Bergersen cover)
2. Untethered Angel (fra Distance over Time)
3. A Nightmare to Remember ( fra Black Clouds & Silver Linings)
4. Fall into the Light (fra Distance over Time)
5. In the Presence of Enemies, Part I (fra Systematic Chaos)
6. Barstool Warrior (fra Distance over Time)
7. Peruvian Skies (fra Falling into Infinity)
8. The Dance of Eternity (fra Metropolis Pt. 2: Scenes from a Memory)
9. Lie (fra Awake)
10. Pale Blue Dot (fra Distance over Time)
Encore:
11. As I Am (fra Train of Thought)