Liveanmeldelse: Manowar – Valby Hallen – 01/04-2019

Stålkrigerne bød både på jordskælvsskrig, svajende flag, ild, manglende udsigt og ligegyldig passager, da Manowar gæstede Valby Hallen mandag aften.

Manowar er et band, der er true for den hårde kerne af fans, og et billigt grin for andre. Bandets Danmarksafsked, som en del af deres “Final Battle”-turné, bød både på fællessang, armsoprækning samt en døsig omgang soli og prædiken om grådighed i musikbranchen. Manowar deler vandene, og de sidste mange år har de ikke formået at levere sindsoprivende magtdemonstrationer hverken live eller på plade. På Warriors of the World fra 2002 fandt man titelnummeret og “House of Death” af gode ørehængere, der også var at finde på aftenens sætliste, men ellers er der langt mellem snapsene det sidst kvarte århundrede.

Eric Adams’ vokal vekselvirkede mellem de hæderlige skrig til seancer, hvor stemmen ikke var med den aldrende kriger, og det stramme læderkorset skjuler da også den mængde olie og pels, som bandet har lagt på hylderne. Helt ’80’er-true er det ikke længere. Et hesteskoformede sceneopsætning var formet som store klipper og grotter, den bagerste del hvor Anders Johansson (ex-Hammerfall) sad bag trommerne. Et flot syn for de heldige, der stod lige foran scenen, men stod man bare lidt ud til siderne, kunne man ikke se “ind” i krypten, og halvdelen af bandet var dermed stort set ikke-sebart. Den aflange storskærm bag klipperne gik nærmest i et med scenekonstruktionens øvre del, så de kørende videoseancer fik man stort set ingen gavn af. Det var ikke gennemtænkt.

Der var bølgegang i højdepunkterne koncerten igennem, hvor “Warriors of the World United”, “House of Death”, “Fighting the World” og “Hail and Kill” bevidnede topklasse, mens en fuldkommen ligegyldig bassolo for at få publikum til at råbe “yeah”, og en “nå-ja-hø-hø”-tale fra Joey DeMaio om grådighed og damer, mens vikingerne fik en fin salut, spildte publikum for godt 20 minutter af aftenens koncert, som de ellers kunne have spillet fire numre for i stedet, men Eric Adams og de to nye i folden, Anders Johansson og E.V. Martel (hentet ind fra et Manowar-coverband ovenpå Karl Logans fyring), skulle vel ud bagved og puste ud. Det ville have været lidt mere episk, hvis de hev Ross the Boss ind igen på dette sidste togt, for at slutte med manér.

Hovedparten af publikum skulle trækkes op som en lirekasse for at skråle med på sangene aftenen igennem. Man kunne godt mærke, at de forreste i golden circle, der havde betalt ekstra for billetten, var dem, der havde den største fest, men fadølssegmentet længere nede bagved ikke var dem, der skrålede særligt med på løjerne.

Manowar stopper snart, og de prøver at malke alle de penge, de kan få tilranet sig ligesom andre store bands, der tager på afskedsturné. Foruden billetprisene, kunne man også, hvis man var ekstra true, spendere 350 kroner på en t-shirt, som hovedparten kostede. Alt i alt en blandet fornøjelse, hvor bandet virkelig leverede dele af koncerten og dalene på andre. På sin vis episk og på den anden vis en tynd kop te. Det var dog en skam og et savn i sætlisten, at koncerten ikke blev afsluttet med “Battle Hymn” fra debutalbummet fra 1982.

3,5/6 gedekranier.

 

Sætliste:

1. Manowar

2. Call to Arms

3. Brothers of Metal Pt. 1

4. Thor (The Powerhead)

5. Blood of My Enemies

6. The Gods Made Heavy Metal

7. Hand of Doom

8. Swords in the Wind

9. House of Death

10. Sons of Odin

11. Sting of the Bumblebee

12. Fighting the World

13. The Power of Thy Sword

14. Kings of Metal

15. Warriors of the World United

Ekstranumre:

Tale fra Joey DeMaio

16. Hail and Kill

17. Black Wind, Fire and Steel