Af: Kasper Behrendt
Efter adskillige års fravær på Northern Winter Beat, var det på sin plads med et kærkomment gensyn med den spændende og udfordrende festival i Aalborg.
Det blev til et hurtigt visit på årets festival om fredagen, hvor det blev til lidt af alskens nicheprægede musik:
Ottone Pesante (1000Fryd)
Italienske Ottone Pesante var en intens et iørefaldende seance med to mand i front og en trommeslager. Bandet er unikt i sin sammensætning af brass-musik blandet med metal, der får lokalet til at lyde som et velskænket inferno. Bandet er 100 procent instrumentalt og ledes af en trompet og en trombone i front. Aggressiviteten i blæseinstrumenter kom til sit udtryk på den rigtige måde, og de balstyriske trommer i baggrunden, der pulserede i baggrunden, drev i trygt takt til blæserne. Som en lille gimmick havde trommeslageren et lille dansk flag klistret til trommesættet, der vel symboliserede deres lille Danmarksturné. Ottone Pesante var det ganske godt førstegangsmøde, der beviser, at brass og metal godt kan arbejde sammen.
Hiedelem (Utzon Center)
Ungarske Hiedelem var ligesom Mochat Doma et af de bands, jeg så mest frem til at opleve denne aften, mest på grund af, at jeg ikke anede, hvad jeg ville gå ind til. Bandet består af Attila Csihar fra Mayhem, Sunn O))), Tormentor med flere samt trommeslageren Balazs Pandi, der blandt andet har været en del af Merzbow. Koncerten var et sammensurium af freejazz’ede tromme, synth, noise og Attilas helt unikke vanvidsvokal, der her havde brug for til tider to mikrofoner på samme tid. Omgivelserne var i top, da denne koncert eller messelignende ritual blev opført i Utzon Center ud til vandet med siddepladser og god akustik. Dette var en begivenhed, man ikke sådan lige glemmer igen.
Molchat Doma (1000Fryd)
Sidste band på aftenens færd var en tidsrejse tilbage til 80’ernes synth, no-wave og post-punk. Molchat Doma kom forbi 1000Fryd denne aften hele vejen fra Hviderusland. På disse kanter findes guldet inden denne tidslomme, der oppe i tiden lige nu tæller foruden Mochat Doma også Ploho fra Rusland. Mochat Doma består af tre mand på vokal, guitar og bas, hvor der er tilsat trommemaskine. Lyden af taget ud at fortidens Joy Division med lige dele no-wave, synth-kollager og post-punk-vibes. 1000Fryd var fyldt godt op, og dansegulvet rullede oppe foran scenen. Forventningerne blev indfriet på de cirka 50 minutter, som koncerten varede.