Liveanmeldelse: Swans – Vor Frelsers Kirke, Aalborg – 05/03-2024

Swans beviser, hvorfor de er støjrockpionerer i fantastiske – og uvante – rammer

Michael Gira er et geni. Med sit hjertebarn Swans, som han stiftede tilbage i 1982, var turen atter, med glæde, kommet til Danmark igen – denne gang i Aalborg, hvor Gira har optrådt tidligere i eget navn, så mon ikke, at der ligger en lille form for kærlighed inde i ham for det nordjyske. Intet desto mindre var aftenens setup af ganske særlig, og ja, helt unik karakter.

Studenterhuset Aalborg har nemlig et samarbejde med Vor Frelsers Kirke i en sådan, åben grad, at den ikke hindrer støjende – og meget højt – musik at entrére et venue som dette. Højt? Ja, dét var det. Særdeles højt i store perioder af de lidt over to timer, han Gira og hans disciple bar publikum igennem en magt- og pragtdemonstation. Præcis ligesom det skulle være.

Arrangementet var bygget nydeligt op med bandet i front for alteret, de flotte loftshvælvinge, samt det store portræt af Jesus, der kiggede ned på bandet bagfra samt på de spændte fremmødte. Her sad fansene foran bandet på kirkebænkene samt til højre og venstre for, hvor der var flere bænke. Nogle få lystne havde også fundet sig til rette lige foran bandet på det hårde gulv, hvilken ingen hindring var. Det fik de ikke at høre for. Man følte, at dette var noget helt specielt og dømme ud fra, at der nok ikke være flere end omtrent 350 mennesker – og ja, der var udsolgt – så føltes det herligt intimt og eksklusivt på samme tid.

Hvis man kommer udefra og tror, at et band som Swans lirer adskillige numre af på sådanne to timers tid, kan man godt tro om igen. Typisk er de 10-20 minutter lange, så syv numre blev det til. Med sine store armbevægelsen og nøje, kløgtig laden lod manden bag “galskaben” køre aftenen igennem med omdrejningspunktet kredsende omkring Swans’ nyere materiale.

Fra det seneste, vellykkede album The Beggar (2023) fik man lystig og højtstående gåsehud i form af titelnummeret derfra som det første nummer. Det var som himmel og hav stod i ét i en velbehagstrance uden lige. The Hanging Man” fra Leaving Meaning (2019) fulgte herefter med et spacet og psychet islæt. Den nærmest urtidsfremkaldende “I Am a Tower” med “spjætskrig” i baggrunden fik én til rocke med hovedet samt næsten glemme tid og sted. Messen så at sige var fuldkommen og massiv. Efter flere svulstige skud med “Guardian Spirit” og “Away” kulminerede Swans’ kirkebesøg med et par endnu nye sange fra sidste år – “Red Yellow (intro til “Birthing”) samt, ja, “Birthing”.

Denne aften var nær perfekt, mægtig høj, og noget, man sent vil glemme. Nu er der blot tilbage at håbe på, at flere koncerter i samme karakter – gerne samme sted – kommer til at ske. Det har sin fulde ret.

 

Setlist:

The Beggar (The Beggar – 2023)

The Hanging Man (Leaving Meaning – 2019)

I Am a Tower (developed from “The Memorious” – 2023)

Guardian Spirit (developed from “Cathedrals of Heaven” – 2019)

Away

Red Yellow (intro til “Birthing” – 2023)

Birthing (ny sang – 2023)