En flot symfoni sammensat af en TV-helt, et symfoniorkester og et metalband i Musikhuset Aarhus’ flotte Store Sal.
Aarhus Symfoniorkester har op til flere gange bevæget sig ud over de faste rammer for klassiske opsætninger og spillet koncerter med musik fra filmverdenen – heraf mesterværker i form af Star Wars, Ringenes Herre og Harry Potter, men alligevel var det ikke en fuldstændig fremmed situation for orkesteret at stå foran et publikum af metalfans, da de var et stort trækplaster på Copenhell i 2018 sammen med Jakob Stegelmann i en klassisk opsætning med film- og spilmusik.
Nu skulle der ske noget nyt, en ny sats, hvor metallen blev inviteret ind på scenen sammen Aarhus Symfoniorkester og Jakob Stegelmann i form af Københavnske Defecto, der havde fået til opgave at agere backingband på udvalgte dele af aftenens nær-maraton-program i nørdens tegn – og det kunne ses på flere af de fremmødte, der så ud til at have metallen, film, spil eller alle dele nært inde på livet. Denne aften var tilmed urpremieren og den første længere koncert under navnet Troldspejlet.
Det var ligesom, at hårene rejste sig med minderne fra Copenhell-seancen, da Jakob Stegelmann entrérede scenen, og just følte man sig selv om barn igen, idet Troldspejlet har været en del af én selv igennem hele sin barndom.
Første halvleg
Dirigent Peter Ettrup Larsen stod i spidsen for symfoniorkesteret og indledte aftenen med tonerne af temamelodien til, selvfølgelig, Troldspejlet, taget fra filmen Gremlins. Så var man ligesom sikkert i gang. Herefter fuldte de helt gamle succeser fra filmmonstrene King Kong om ulykkelige kærlighed samt fænomenet Godzilla, leveret med musikalsk overlegen præsentation efterfulgt af Gustav Holst-værket Planeterne (Mars-stykket).
Vi kom også med ud på en rejse helt ud i rummet sammen med Star Trek af dets smukke skæring, og hvor minderne strømmede til med bestselleren E.T. fra 1982, hvor man med den storslåede fremvisning så sig filmen for sig inde i hovedet. Vi blev også præsenteret for musikken til det nyere danske spil, Forgotton Anne, der viste sig stor værd på den musikalske side. Første del afsluttede med E.T. og lige inden det, en af Jakob Stegelmanns favoritter fra Star Wars-universet, og måske en lidt udskældt film – Episode II: Attack of the Clones, som bestemt pyntede i aftenens kontekst.
Første halvleg var en stor, blandet kop kaffe, og nogle af stykkerne synes måske en smule korte og sammenflettede, men så igen føltes den første cirka times tid ret hurtig.
Anden halvleg
En pause skulle der til, og efter denne lød introen til Troldspejlet atter igen, men nu med en opgradering til den hårde side i form af Defecto, der stod bagerst oppe på scenen. Orkesterpladserne foran scenen var “opslugt” af symfoniorkesteret, der ellers ikke ville kunne være på scene gulvet, og slet ikke, år den bagerste del en scenens forhøjning var akkompagneret af Defecto, men opsætningen stod virkelig fin i salen, omend at Defecto, ja, stod ret langt tilbage og virkede ret små.
Fungerede det så? Der er en forbindelse, der kører stærkt igennem, når man snakker klassisk musik og metal, og det er da også dette, der slår igennem Jakob Stegelmanns tankegang om at bringe en koncert i værk som denne.
Defectos baggrundsarrangementer levede godt op til idéen om at sammensætte Troldspejlets univers med metallen og det symfoniske. Publikum blev inddraget i musikalske indslag i form af et medley af stykker fra blandt andet Doom, F-Zero, Mario Brothers, Sonic og Street Fighter 2. Den stod samtidig på en endnu en verdenspremiere, da Defecto, sammen med symfoniorkesteret, gav de fremmødte to skæringer fra deres nye album i form af “Rise” og “Paradigm of Deceit”. Ligesom i første halvleg under dele af akten, synes disse to nummer også at køre en smule indover hinanden, men der er jo også meget, der skal køres igennem sådan en aften med at et af musikalske fund.
Peter Ettrup Larsen var også snakkesalig fra tid til anden og fortalte lidt om næste nummer op til, det gik i gang – nemlig Rambo, hvor Nicklas Sonne sang teksten til temaet, inden den stod på Halloween, Terminator samt Superman, og ja, også musik fra Mad Max – Fury Road.
Til allersidst kunne man jo ikke forlade salen uden at høre det velkendte tema til Star Wars-sagaen. En værdig “afslutter”.
Alt i alt i dejlig aften, hvor nogle af værkerne synes lidt hurtige overstået og enkelt sammenflettede lidt for meget, og hvor man i andet sæt savnede metallen ind over mere, da Defecto til tider stod bagved og havde nogle pauser, der var en smule for store.
4/6 gedekranier.