Maraton-rockere på tværs
Giganterne U2 er med deres extravangante eXPERIENCE + iNNOCENCE Tour ude og spille Europas arenaer rundt i forbindelse med bandets 14. studiealbum, Songs of Experience, som er en videreførelse af deres iNNOCENCE + eXPERIENCE Tour fra 2015 og deres daværende album fra 2014, Songs of Innocence.
U2 optrådte i den forbindelse lørdag og søndag to totalt udsolgte aftener i streg i intime rammer for cirka 15.000 fans pr. aften i milliardkomplekset Royal Arena i Ørestaden. Sikke et syn der der faldt en ind ved indtrædelsen i arenaen på førstedagen. En høj, smal sort stålkonstruktion delte det stående publikum halvvejs ned gennem arenaens gulv. Hvad var der på færde her? Intet mindre end er kæmpe storskærm/stålmur, hvor bandet ikke desto mindre skulle starte koncerten indeni. Her befandt Bono & co. sig et stykke af tiden, indeni og under muren, igennem de to timer og 15 minutter koncerten varede. Det var en ny måde at se koncert på. Det ivrige publikum ventede i spænding, og måtte vente til kl. 20.23 før U2 entrérede arenaen.
Bandet tilbragte også tid på arenaens normale scene med sparsom visuals på sceneskærmen bag dem, samt en lille rund scene lige midt i arenaen, hvor de også hamrede nogle numre af med en skærm i scenegulvet, her skabte de glimt af magi med numrene Vertigo og Elevator.
Selvom Bono ikke var helt så manifesterende med sin snak om verdens tunge sider og udfordringer, understregede han sit verdenssyn flittigt i form af sekvenser på storskærmsmuren, hvilket flyttede fokus fra det musikalske. Nogle af de første filmvisninger der strøg henover publikum under åbningsnummeret The Blackout var taget fra krigstiderne i ’20’erne og ’40’erne fra blandt andet Paris, Lissabon, Hamburg og København samt visninger af diverse præsidenter og diktatorer.
Setlisten var præget af et overforbrug af bandets to seneste skæringer, Songs of Innocence og Songs of Experience, en skam da disse falder udenfor de store hits fra ’80’erne, ’90’erne samt ’00’erne. Bevares, vi fik da nogle af de velkendte store hits såsom Sunday Bloody Sunday, Vertigo, Elevation og One, hvor publikum da så sandelig var med, men hitsene var der for få af. Hvor er de store klassikere fra The Joshua Tree henne, der havde 30-års jubilæum sidste år? Koncerten gjorde sig desuden også bemærket ved ikke at indeholde nummeret Spanish Days, som tidligere på touren var en del af setlisten samt en live-debut for bandet. Overfloden af det nyere materiale virkede lettere uopfindsomt og lagde en dæmper på totaloplevelsen, hvilket var en skam.
Lydmæssigt gik det også op og ned (som i showbiz), idet Bonos stemme syntes til tider slidt og ikke gennemslagskraftig nok flere tidspunkter som aftenen skred frem, dog ikke væsentligt, men der var udfald i stemmen, og lyden var undertiden semiklinisk. Samspillet var dog indtakt og de fire irer så ud til at nyde tourens fremskreden. Selve showdelen var der ikke meget at sætte en finger på.
Kære U2, næste gang dæmp antallet af nye numre. Flot storstilet øjenguf med visuals og scenens udførelse, men kulminationen udeblev.
4/6 gedekranier