Den Tunge Time var repræsenteret på årets Heartland Festival, hvor et helt igennem pink outfit og superbands hev de store sejre hjem.
Teltet var hejst i regnvejr, humøret var højt, og nu skulle der høres musik. Heartland Festival befinder sig i de smukkeste omgivelser lige op af Egeskov Slot på Sydfyn ved byen Kværndrup. Her var 18.000 mennesker mødt op til tre dage med musik, talks, art og alskens mad og drikke.
Torsdag aften bød først og fremmest på skotsk rockelegance i form af Primal Scream. I mere et 30 år har bandet være en stor og vigtig spiller på rockscenen, og denne aften beviste de deres værd sammen med toner af psykedelisk musik med mere. Frontmanden, Bobby Gillespie, startede Primal Scream sammen med Jim Beattie tilbage i 1982 i Glasgow. Klokken 19:15 gik bandet på til blikfanget af Bobby iklædt pink fra hals til tå; pink skjorte, pink jakke, pink bukser samt pink sko. Jo jo, man stod da også selv med tanken i hovedet, over hvor mon han havde anskaffet sig dette fine outfit. Karismaen og entertainer-genet hos den selvsikker Bobby Gillespie smittede af ud over scenekanten. Åbningsnummeret “Moving on Up” bragte de psykedeliske aspekter til livs inden “Jailbird” efterfulgte. Hovedparten af numrene denne aften var hits fra ’90’erne og ’00’erne, hvilket var med til at hive en helt igennem habil præsentation hjem for det skotske band hjem. En god solid time, var hvad vi fik fra Glasgow-bandet.
5/6 gedekranier
Sætliste:
1 Movin’ on Up
2 Jailbird
3 Can’t Go Back
4 Miss Lucifer
5 Kowalski
6 Highter than the Sun
7 Kill All Hippies
8 Swastika Eyes
9 Loaded
10 Country Girl
11 Rocks
Klokken 21:45 var tiden, hvor en vaskeægte supergruppe skulle gøre deres entré på Greenfield-scenen, nemlig The Good, the Bad & the Queen. Efter 11 år stod kvartetten klar med nyt materiale klar til fremførelse. Gruppen består af Gorillaz- og Blur-frontmand Damon Albarn, tidligere The Verve-guitarist Simon Tong, bassisten Paul Simonon fra legendariske The Clash samt trommeslager Tony Allen. Men 75 minutters spilletid, bragte de et sammenkog af alternativ rock og garagerock med referencer til folk. For nylig udgav bandet albummet Merrie Land, der omhandler Brexit, en ting Damon Albarn ikke synderligt er fan af, hvilket han da også gav udtryk for. Sceneshowet var æstetisk flot, der led tankerne tilbage til 1800-tallets Storbritannien med diverse lamper og baggrunden. Ingen tvivl om den velspillede del af koncerten, samt at man kunne se, at de var glæde for at være sammen på scenen, men en hitparade, det er The Good, the Bad & the Queen desværre ikke mestre i. Derfor kom man ikke helt “i stødet” og blev medrivet, som man ellers havde håbet på, måske også set i skyggen af, at det meste af koncerten var præget af stort set hele det nye album.
4/6 gedekranier
Sætliste:
1 Introduction
2 Merrie Land
3 Gun to the Head
4 Nineteen Seventeen
5 The Great Fire
6 Lady Boston
7 The Truce of Twilight
8 Ribbons
9 The Last Man to Leaven
10 The Poison Tree
11 History Song
12 Kingdom of Doom
13 Three Changes
14 The Good, the Bad & the Queen
Fredag bød sig til, og her kom der sig en lille overraskelse. Ved 11-tiden slog Kalles World Tour sig nemlig an på sit lille maskineri på campingpladsen. Med en vinkelsliber, meterlange “trommestikker”, “dyt-båt-dyr” med mere, underholdte Kalle, kendt fra DR Ramasjang, publikum i stor stil med egne fortolkninger og covers af store hits fra den musikalske verden, samt mash-ups af numre, som man kunne kunne forestille sig ville passe sammen. Et underholdende indspark, der gjorde de fremmødte glade.
Klokken 17:00 stod den til gengæld med ægte rockrødder på Greenfield-scenen i form af Elbow fra Manchester. Forsangeren, Guy Garvey, formår med sin nærværende og samtidige melankolske vokal, at binde sig til det fremmødte publikum, der næsten fik fremkaldt periodisk gåsehud af Garveys flotte stemme. Elbow har siden grundlæggelsen i 1997 udgivet syv albums, hvoraf det nyeste, Little Fictions, udkom i 2017. Der er hos Elbow ligeledes en vrede over Brexit, der skinder igennem på de melankolske passager, der blandt andet kunne fornemmes på “Magnficent (She Says)” samt på et helt nyt nummer, som publikum blev præsenteret for. Elbow vinder indpas på det danske felt, og bandet der ellers er flittige besøgende herhjemme i København, ser også ud til at have føle sig godt tilpas oppe på scenen denne fredag eftermiddag. Lige godt en time varede koncerten, der bød på fællessang og eftertænksomhed.
Sætliste:
1 Fly Boy Blue/Lunette
2 The Bones of You
3 Ny sang
4 Magnificent (She Says)
5 Kindling
6 The Birds
7 Lippy Kids
8 On a Day Like This
9 Grounds for Divorce
4,5/6 gedekranier
Der var igen lidt pause til at få samlet kræfterne til endnu en supergruppe på Greenfield-scenen i skikkelsen af The Raconteurs, der gik på scenen klokken 22:00. Gruppen tæller den karismatiske tidligere The White Stripes-frontmand Jack White, Brendan Benson samt Jack Lawrence og Patrick Keeler, begge fra The Greenhornes. Dean Fertita er også at finde i line-uppet, der er kendt fra Queens of the Stone Age. Jack White og Jack Lawrence har desuden bandet The Dead Weather sammen. Dette er bandets første Danmarks-visit efter 11 år, og folk var bestemt ikke gået forgæves. Jack White og Brendan Benson formår at danne et nært perfekt makkerpar på scenen som “den gode” Brendan og “den onde” Jack, der gejler hinanden op til et vildt støjcirkus af udsøgt skuffe. De vekselvirker mellem at agere frontvokalen, som numrene løber igennem. Det virker rigtigt godt, og store klaser af de fremmødte fans hopper, danser og synger med igennem de halvanden time, som koncerten varede, ikke mindst i forløsningen af afslutningsnummeret og det store hit, “Steady, As She Goes”. Vi får også Jack White at se bag pianoet på “You Don’t Understand Me”, der klædte “den vilde mand” pænt.
Vi fik hele 19 numre af mæske os i denne aften indtil koncerten sluttede klokken 23:30. Lad der ikke gå 11 år før The Raconteurs opstiller på dansk jord igen. Det bliver spændende at høre The Raconteurs’ tredje udspil, Help Us Stranger, der udkommer den 21. juni.
5/6 gedekranier.
Sætliste:
Fredag gik på held, og publikum var nu klar til festivalens sidste dag, en dag, hvor en af de store trækplastre meldte deres ankomst, nemlig The Smashing Pumpkins. Bandet startede tilbage i 1988 og tog en pause fra 2000 til 2006. The Smashing Pumpkins har været meget i mediernes søgelys op til udgivelsen af bandets 10. album, Shiny and Oh So Bright, Vol. 1/LP: No Past. No Future. No Sun, der udkom den 16. november sidste år, ikke mindst på grund af genforeningen med James Iha (Jimmy Chamberlin kom med igen i 2015), men også på grund af udelukkelsen af D’arcy Wretzky, der var en del af bandet fra 1988 til 1999.
Koncerten på dette års Heartland Festival var en af deres bedste på dansk jord, der startede kl. 22:07. Tre kæmpe oppustelige tinsoldater dannede baggrunden med farver. Som koncerten forløb vendte tinsoldaterne sig 180 grader, hvor deres sorte baggrunde var forsynet med et lysshow, betagende og flot at se på. Der var et tydeligt tegn på, at folket var kommet for at opleve nostalgien, i mindst set i lyset af, at James og Jimmy begge var med i folden igen. Der var rock, glam, punk med mere, et sammensurium, som The Smashing Pumpkins denne aften formåede at afgive fra scenen på ganske fornuftig vis. Koncerten igennem bød også på to cover-numre i form af The Cures “Friday I’m In Love” og Pink Floyds “Wish You Were Here” samt en anerkendelse til KISS. 20 numre fik vi i alt, inden bandet takkede af kl. 23:37. Nostalgien bragte ikke gåsehuden med sig til trods for en god præsentation.
4,5/6 gedekranier
Sætliste: