Sommeren var officielt skudt i gang denne dag i bedste velgående med høj sol og kolde til ganen
NorthSide kunne åbne sommerens festivalsæson anno 2023 på sommerens første dag den 1. juni. Vi var med om torsdagen, hvor fire rockede indslag bød sig frem i Eskelunden – NorthSides nye beliggenhed siden sidste år. Den gamle lokation var savnet, men den nye tog sig godt ud i flotte omgivelser, og når man var der, glemte man alligevel lidt, at man stod et andet sted.
Ligesom sidste år har NorthSide ikke rykket sig på sit koncept omkring sit kødfrie udvalg af mad, hvilket ikke har faldet i jord hos alle. Kødet er savnet – et eget valg festivalgæsterne igennem ville nok sprede mere glæde. Når det er sagt, smager deres shawarma nu ganske godt, trods det ikke er billigt. I det store og hele var festivalen og et par andre, større festivaler udfordret på billetsalget, hvormed der ikke var meldt udsolgt i år. Mange faktorer kan spille ind, men mængden af større udenlandske navne var savnet. Nu til musikken:
Nothing but Thieves:
Første punkt på dagens menu var det engelske alternative/hard/indie rock-band Nothing but Thieves fra Essex, der startede tilbage i 2012. Fremmødet var ikke super imponerende, dog rimelig fyldt op oppe foran med forventningsfulde fans. De her rocktyper kan noget på givne punkter, hvor vokalentusiasmen og guitarspillet overvandt en ikke-nær perfekt lyd. Det er heller ikke hverdagskost at shine igennem og samtidig skulle åbne en hel festival på en stor scene. Mens bandet gav sig energisk ud fra scenen og henvendte sig flere gange undervejs til publikum, om hvor glæde de var for at være der, så var der næsten kun rigtig gang oppe i pitten med faste klapsalver, imens længere nede ikke synderlige var gang i armene over hovedet og tilkendegivelser. De største energiudladelser all around var i form af “Sorry” samt de nye hit “Welcome to the DCC”.
Hele tre guitarister stod i spidsen for, udover Conor Mansons flotte vokalarbejde, at Nothing but Thieves kunne smadre igennem på en scene. De skal bare øve sig mere på at få flere end de forreste die hard-fans med på hyldestvognen, så der ikke er for mange stille passager imellem numrene. Lidt mere bevægelse på scenen var også savnet, da det nærmest kun var guitaristen Joe Langridge-Brown, der var sprællevende. En udemærket start på dagen.
Madrugada:
I melankoliens åndedrag var norske Madrugada igen på dansk jord – et band, der på det seneste ikke er et så sjældent fænomen – med både fornylige koncerter i Aarhus, Odense, København samt Kløften Festival og nu igen i Danmark på NorthSide og til september i Det Kgl. Teater, Gamle Scene, må en sjat danskere jo være vilde med dem – ikke mindst ud fra, at bandet havde en pause fra 2008 og 2019.
Der var i første omgang en pommern til furore over festivalens tidsplan, idet at Madrugada var lagt lige oveni Muse, hvilket ikke faldt i god jord iblandt det modne publikum. Det tog NorthSide så til efterretning og flyttede Madrugada til klokken 20:00 – nu var alt godt igen. Imens langt den største part af det unge segment var ovre foran Astra-scenen til Tobias Rahim, var det ældre publikum mødt op under taget på Nova-scenen til mørkemelankoliens snuptag.
Bandet var i ledtog med støjende riffs og skarpskårede passager, der i de fleste perioder tog publikum med på en legende og fængende tidsrejse. Der er ingen tvivl om, at Madrugadas primetime lå forud for 2008, og at ekstasen ikke indtraf fra start til slut, men den rutinemæssige tilgang, det aldrende bands har, var med til at tænde stjernernes mod Nova. Disse stjerner stod mest klare på Nova-himlen med deres famøse “Majesty” og nummeret, som nok flere i slutningen af koncerten blev mere og mere i tvivl om ville komme, da tiden slog lidt over klokken 21:00, nemlig “The Kids Are on High Street”.
Muse:
Efter Tobias Rahims indtagen på den store Astra-scene, ventede den store menneskeskare på aftenens sidste, store rockpræstation med Muse fra Devon i England. Bandet kan fejre hele 30-års jubilæum til næste år med deres blanding af alternative / progressive / space / hard / art og electronic rock.
Det visuelle aspekt i Muses sceneshow var der næppe ikke tænkt kort tid over. Med flammer, masker og astronautourfit foranlediges man til at syntes, at det man så på var bedre end det, som man hørte på. Jovist, til dels. Der var flere glimt undervejs af wow-ness og metalliske undertoner. Om man er til deres nær-ekstravagante miskmask af ild, fremtidsmasker og hårdtslående pedalrock må være op til den enkeles smagssag. Allerede fra første nummer “Will of the People” var der fuld fart i fejemøget på scenegulvet. Der var sjældent stilstand i bandets hofter de 20 numre igennem, imens nogle af numrene dog faldt igennem en ikke særlig sober fadølsmumlen og ude-af-kontrol-dansen. Man kunne også tydeligt se i mørket, der blev oplyst fra den lysende scene, det unge segment, der lige skulle se, hvem de der Muse var, tonse med fyr og flamme ind i en mennesker for at bane vej længere mod scenen. Et hensynstagen til andre lod til at være sivet ud af hovederne på dem på adskillige timers fadøl siden.
Matt Belamy er garvet i gamet og kan stadig slå en plade an, og som entertainer fungerer det også ganske vist humoristisk imellem numrene på Muses jordomrejse. Højdepunkterne de halvanden times tid, som koncerten varede, tællede “Psycho ,”den metalliske “Won’t Stand Down”, “Supermassive Black Hole” samt “Starlight” lige inden encore’en indtraf.
Sætliste (Muse):
Intro: Chant
1 Will of the People
2 Interlude
3 Hysteria
4 Psycho
5 Thought Contagion
6 Won’t Stand Down
7 Compliance
8 Time Is Running Out
9 You Make Me Feel Like It’s Halloween (Bach’s ‘Toccata and Fugue in D minor’ intro)
10 Madness
11 We Are Fucking Fucked
12 The 2nd Law: Isolated System
13 Supermassive Black Hole
14 Plug In Baby
15 Behold, the Glove (Matt Bellamy song)
16 Uprising
17 Prelude
18 Starlight
Encore:
19 Kill or Be Killed
20 Knights of Cydonia (Ennio Morricone’s ‘Man With A Harmonica’ intro)