Gæsteskribenter: Kenneth Tygesen og Kristoffer Witt
NorthSide 2019 er skudt i gang. Alice in Chains gav en hit-parade af en koncert, men uden den store mængde energi. Den skulle i stedet vise sig at komme fra det britiske band Foals
Alice in Chains (Kristoffer Witt):
Første “rigtige” rock-koncert på NorthSide 2019 bliver skudt i gang i form af grunge-guderne fra Seattle, nemlig selveste Alice in Chains. Efter den legendariske frontman Layne Staleys tragiske død i 2002, spiller bandet stadig stærkt med den nye forsanger, William DuVall, og har sågar udgivet tre albums med den nye konstellation, senest Rainier Fog. Det viser sig dog, at starten af koncerten meget hurtigt ser tilbage på deres klassiker-spækkede katalog, først med en meget overraskende første sang i sættet, nemlig den sludgy “Angry Chair”, som bliver leveret overbevisende, men også til et lidt polariseret publikum, som tydeligvis består af inkarnerede fans på den ene side, og stillestående unge Aarhusianere, som skal prøve at høre, hvad det der heavy rock går ud på, på den anden side.
Vi bliver for nu stadig i 90’erne med hvad må siges at være et af deres allerstørste hits, “Man in The Box”, hvor instrumenterne stadig sidder tight, men DuValls vokal halter en lille smule i de højere registre. Koncerten er generelt ganske fin, men måske også en lille smule indstuderet og energiforladt til tider, selvom bandet selvfølgelig prøver at få mere gang i den med de sædvanlige; “How are you doing Aarhus?!” og “It’s great to be in your city!”, men “Would?” sætter hurtigt gang i noget fællessang fra de førnævnte inkarnerede fans, og det samme kan bestemt siges på “Them Bones”. Dog er der et par missere i sættet, mest i form af “Down in a Hole”, hvis langsomme og melankolske lyd ikke helt passer til et fest-parat publikum (her ville jeg nok helst have set “Dam That River”, som desværre ikke er at finde i settet).
Det nyere materiale fungerer også glimrende, hvor specielt det simple men uhyre effektive main riff i “Check My Brain” får nakkemusklerne i gang rundt omkring og den dissonante og groovy “The One You Know” har nogle vildt fede vokalharmonier ala det som bandet jo er kendt for. Alt i alt en god koncert af slagsen.. men desværre også lidt for standard til virkelig at få blodet til at koge.
Foals (Kenneth Tygesen):
Foals har måske en side, der er lidt over i den moderne brit-pop-scene, hvor elementer af funk og disko lader sig ikende, men det er ikke ensbetydende med, at Foals stadig ikke er et rock-band. Med deres start i 2008, hvor bandet var stærkt influereret af math-rocken, er det stadig et band, der har rock i sine gener; Nemlig math-rocken, med sine hurtigskiftende, komplekse taktarter er stadig at finde hos et band som Foals, som måske i dag alligevel mest er kendt for danse-anthem’et ”My Number” fra pladen Holy Fire.
Koncerten startede ud med ”On The Luna” efterfulgt af ”Mountain at My Gates”, og ”Snake Oil”. Der var altså sat et gedigen tempo fra start af, og man forstår godt hvorfor et band som Foals bliver hyldet som et af de helt store moderne rock-bands. ”My Number” kom som den femte sang i dagens sætliste. Publikum, øllet og danseskoene var over det hele. Var man ikke i gang med at få sin aftensmad, så stod man i stedet med øl og shots i sine hænder og dansede med sine kammerater rundt om sig.
Koncerten byggede sig kontinuerligt op, hvor især det rockede element kom til syne i sange som ”Inhaler”, der næsten ligefrem havde en snært af støj-rock. Federe blev det endda, da forsanger Yannis Phillippakis tog en tur ud blandt publikum og stagedivede under ”What Went Down”. Foals viste NorthSides publikum, at moderne rock også kan være energisk og tæt. Det er fedt at se noget, som egentlig er forbudt på NorthSide (i.e. crowd-surfing) faktisk blive accepteret og forstået. Måske os metaller har haft en lille indflydelse på mainstreamen alligevel?