Gæsteskribenter: Kenneth Tygesen og Kristoffer Witt
Legenderne fra New Order var kommet til NorthSide for at tage revanche for den fænomenale dårlige koncert de, i følge dem selv, gav i 1987
New Order (Kenneth Tygesen):
New Order blev dannet i sin tid på baggrund af Joy Divisions opløsning. Forsangeren Ian Curtis hang sig selv på tragisk vis, hvilket gjorde, at resten af bandet måtte finde ud af what to do know.
Ud af resterne af Joy Division kom New Order. Et band, der har haft en massiv indflydelse på synth-wave, emo, goth, post-punk og alle de mere grå nuancer af rocken og metallen.
Koncerten startede ud med “Crystal” fra 2001-pladen Get Ready, efterfulgt af numre som ”Ceremony”, ”Your Silent Face”, ”Subculture” og ”Bizarre Love Triangle”. Alt det gode fra New Orders bagkatalog blev hevet frem på den Blå Scene, og da Saveus, der samtidig spillede på Rød Scene, måtte lukke scenen, var der igennem de første par numre en lind strøm af publikummer, ølkrus og glade mennesker.
Det var tydeligt at mærke, at folk var kommet for at høre de store hits med New Order – og hvis man var heldig, lidt Joy Division. Der kom da også numre som førnævnte ”Bizarre Love Triangle” og ”Blue Monday”, men hvad der får denne gæsteskribent til at spidse øre, var den energiske summen, den old-school shoegaze’ende dans, hvor man kigger ned på sine fødder og laver små step-trin, som fik lov til at komme frem i alt sin flor under det stille og Joy Division-agitge nummer ”Your Silent Face”.
Var man dog kommet for at høre Joy Division-sange, så måtte man vente længe. En time og ti minutter for at være præcis. Efter at have gået ud fra scenen kom New Order tilbage for et ekstra nummer, hvor goth-anthemet ”Love Will Tear Us Apart” blev spillet for fulde huse, fuld fællessang og fuld udblæsning.
Forsangeren i New Order, Bernard Sumners, er ved at være en ældre herre. Med 63 år i bagagen ville det være et mirakel, hvis manden kunne synge om datidens indspilninger. Det var ikke så bemærkelsesværdigt under starten af koncerten, men da numre som ”Plastic” og ”The Perfect Kiss” blev spillet, lød vokalen desværre mere som en ældre Rock Nalle i Hit med Sangen, hvor det mindede mere om karaoke end overbevisende sang.
Men trods dette var New Order tight-spillende. Med deres elektroniske, synth-wave-lyde kombineret med lækre riffs, blev der skabt en 80’er-fest i Ådalen, hvor publikum, for en gangs skyld, ikke var super snakkende – men istedet glade, dansende og syngende.
Idles (Kristoffer Witt):
Se, det her har jeg sgu glædet mig utroligt meget til. Idles er et band, som indtil sidste år har fløjet totalt under min radar, lige indtil de udgav deres punk/støjrock-mesterværk Joy as an Act of Resistance, fyldt med nosser, geniale og pissed off-tekster om diverse sindssyge problemer i verden, og en fandenivoldsk attitude, som måske har manglet i denne her grad i den nyere punkscene. Desuden har jeg hørt, hvilken galskab deres koncerter skulle være live, så det er med kriller i maven, at jeg stiller mig ved Rød Scene fem minutter før, desværre til et noget tyndt publikum. Heldigvis går der ikke længe, før bandet er gået på scenen, til at publikum begynder at fylde ud, imens guitarist Mark Bowen – kun iført boksershorts og sko vel at mærke – og co. går på scenen, og omtrent 5-10 minutter efter showstart er forsanger Joe Talbot, manisk stirrende på publikum igennem det meste af koncerten, fuldstændig rød i fjæset – resultat af hans aggressive skrålen og skrig til det fest-inducerende hit “Never Fight A Man With A Perm”, hæderssangen til mødre “Mother”, den immigrant-hylende “Danny Nedelko”, som bliver sat i gang med en opsang af kærlighed og inklusivitet fra Talbot.
Publikum er fuldstændig med hele vejen igennem og rammer kogepunktet omkring halvvejs, og begge guitarister deltager da også i festlighederne indtil flere gange ved at hoppe ned i det nu fyldte publikum med guitarer og det hele. Der crowdsurfes, der moshes, der bliver lavet wall-of-deaths, og det stopper næsten aldrig – det her er fandeme et publikum som enhver metalfan kunne være stolte af, og ville bestemt være et band som Copenhell også kunne få øjnene op for. Alt går op i en højere enhed på NorthSide denne her fredag aften, og når et fuldstændigt kaotisk og hylende morsomt øjeblik, da bandet begynder at synge forskellige kærlighedssange og endda en Mariah Carey-julesang ind over breaket i “Love Song”, sunget komplet falsk og råbende, hvilket bare gør kontrasten af det hele endnu mere lårklaskende, så meget at jeg står med tårer i øjnene og ømme mavemuskler. Bandet forstår bare at blande deres dybt politiske og progressive tanker med en tilpas skefuld selvironi og humor, hvilket gør, at man ikke kan lade være med at elske dem. Resultatet er en af årets koncertoplevelser, og nok den bedste koncert jeg personligt har oplevet på NorthSide nogensinde. Kæmpe shout-out til bookerne for lige at gøre NorthSide dén tand mere råt i år.