Reportage: Roskilde Festival 2019

Den Tunge Times Kasper Behrendt og Kenneth M. Tygesen var i år repræsenteret på dette års Roskilde Festival, hvor et noget ustadigt vejr ikke stod i vejen for en masse gode koncertoplevelser fra ind- og udland. Fotograf Rune Ekelund fik taget en masser billeder samt video-sekvenser, som senere kan ses i en fotoserie samt en aftermovie. Vi bringer hermed en række anmeldelser af de bands, som vi overværede under den 49. udgave af Roskilde Festival

Xenoblight (1. juli kl. 23:00) – anmeldt af Kasper Behrendt:

Hæsblæsende magtdemonstation

Silkeborgensiske Xenoblight fik æren af at lukke Rising-scenen mandag aften på Roskilde Festival. Bandet, der starte i 2017 efter Velociters stop, har på bare to år fået gevaldig vind i sejlene med koncerter på Grønland, Israel, When Copenhell Freezes Over, selveste Wacken Open Air sidste år i forbindelse med den danske udgave af Wacken Open Air Metal Battle, Metal Magic Festival, turné med blandt andet Hatesphere og nu også den legendariske Roskilde Festival, en sand drøm, sagt i et interview vi lavede med frontkvinde Marika Hyldmar, der nu er foreviget efter 45 hæsblæsende minutter i aktion.

Xenoblight beviste med deres 45 minutter på Roskilde Festival, at de hører til i eliten af dansk metal, og at de har fremtiden for sig. Bandet kunne nærmest ikke nå at sige tak for at vi var mødt op, eller andre ting før publikum dannede den ene circle-pit efter den anden. Fremmødet var talstærkt, og folk var slet ikke klar til at gå i seng endnu. Energien på scenen og foran scenen komplimenterede hinanden til fulde, lyden sad i “lydskabet”, og pulsen var høj. Xenoblight formåede endda at lave en massiv wall of death fra scenen ned til mixerpulten, sjældent set så stor på Rising-scenen. Roskilde Festival blev så sandeligt skudt i gang, så nu kunne de andre dage bare komme an.

Alkymist (2. juli kl. 17:00) – anmeldt af Kasper Behrendt:

Slæbende, melankolsk uhygge

Københavnske Alkymist er ligeledes et nyt band, hvis fire medlemmer startede bandet sammen i København i 2016. Fællesnævneren for Alkymist er den tunge og samtidige progressive sludge/doom metal, som bandet bandet formår af sende ud over scenen som en dosis melankolsk tungmetalsalve. Bandets rutinerede sammenhold tæller Kaspar Luke fra kult-90’er-bandet Düreforsög på bas, Stefan Krey (Magnified Eye, Øresund Space Collecitve, ex-Gas Giant med flere) på guitar, Peter Bjørneg (ex-Conspirazy og ex-Detest) på vokal foruden Philip Morthorst på trommer.

Med solens letpirrende tendens gennem de gråmossede skyer, skaber Alkymist den rette stemning til en dommedagssalme. Hvorimod galskab og organiseret kaos befandt sig foran til andre koncerter på dette års Roskilde Festival, så var det fremmødt publikum af lidt mere stille og tilbageholdent kaliber denne sene eftermiddagstime. Dette afspejler sig dog ikke negativt, da sludge og doom er mere tilbagelænet i forhold til andre genrer. Alkymist formår at skabe det rette, mørke univers, der samtidig føles som en hyggestund uden ragnarok. En bestemt godkendt levering.

Power Trip (3. juli kl. 23:30) – anmeldt af Kenneth M. Tygesen:

Mere Hardcore, Mere Thrash

Power Trip flækkede Avalon over med deres brutale, fræsende crossover-thrash. Hvor andre så en eller anden (musiker?), der vidst nok hed Cardi B, så var metalfolket samlet til en af de store fester på dette års Roskilde Festival. Straight outta Texas blev Avalon mødt denne midnat med skarpladte guitarriffs og kanonfyrende trommer. Frontmand, Riley Gale, var i sit es, og magen til energisk og publikumselskende frontfigur skal man lede længe efter. Hoppende rundt på scenen som en redneck, der havde sat sig på en kaktus svingende med mikrofonstativet, kommanderede og styrede han publikum med sin hule hånd. Vil han have en cirkelpit, så fik han en. Hvis han vil have folk til at hoppe, så spurgte de hvor højt.

Igennem showet formåede frontmand Riley Gale at komme med hurtige, små kommentarer, som enten var af humoristisk eller politisk natur. Hvis det ikke var en offentlig højterklæret kærlighedserklæring til førnævnte Cardi B, så var det måske en stikpille til præsident Trump med ordene; “We are not idealistic. We don’t think there is only one way to live. We are from Dallas Texas and we are tearing down walls, not building them”, hvorefter der blev skudt i gang i nummeret ”Crusifixion”.

Med numre som “Divine Apprehention”, “Executioners Axe” og den sjælelige (ifølge Power Trip) “Firing Squad” var det tæt på umuligt ikke at trække sig tættere og tættere mod scene og pit. Den energi, der blev skabt fra åbningsnummeret “Soul Sacrifice”, virkede som en magnet på publikum, hvortil at selv dem der sad ude på bænke ved Avalons åbning kontinuerligt kom tættere og tættere på. Mange koncerter på årets Roskilde Festival blev markeret med et ”High Energy”-tegn – og med Power Trip var det i den grad fortjent!

Festen mellem publikum og bandet blev kun intensiveret igennem hele koncerten. Det var en eksponentiel stigende oplevelse. Den ene oplevelse styrkede den anden. Det var tydeligt at se, at disse metallere fra Texas følte sig hjemme på scenen, på trods at være langt hjemmefra. Det var en sand fornøjelse og nok en af de bedste metalkoncerter på dette års Roskilde Festival. Vi kan kun håbe at en festival (lytter i med, Royal Metal Fest?) kan få dem tilbage til Danmark, så vi kan få et ordentlig skud southern crossover-thrash skudt i hovedet. Yeeehaw motherfuckers!

Carpenter Brut ( natten til 4. juli kl. 00:30) – anmeldt af Kasper Behrendt:

Det nye sort

Onsdag nat stod den på “det nye sort”. I metalkredse er det synthwave, darkwave og dark synth et stødt stigende fænomen, der vinder indpas flere steder. Pionererne inden for disse mørke elektroniske genrer er franske Pertuebator samt Carpenter Brut. Det var dermed med jubel og armene i vejret, da jeg så, at Carpenter Brut kom på åres Roskilde-plakat efter at være gået glip af dem sidst Frank Hueso og co. spillede i Danmark i Pumpehuset.

Perturbator har tidligere spillet tre gange på den tonstunge Brutal Assault Festival i Tjekkiet (samt Lille Vega i år), og amerikanske GosT har invaderet blandt andet Maryland Deathfest, og i år er Carpenter Brut og GosT at finde på plakaten til Brutal Assault (samt Beta sidste). Dette bevidner disse kunstners værd på metalfestivaler generelt og også Roskilde Festival, hvor Pavilion denne nat var tætpakket.

Et sandt sammensurium af 80’ernes elektroniske rytmer blandet med et ekstravagant lysshow og et pulsende publikum med horn i vejret, tog Carpenter Brut sin tørn for at behage det nostalgiske fremmøde. Publikum hoppede som vilde kaniner og rev sig med ad stemningens veje. En perfekt natmad til at gå i seng på. Perturbator og GosT vil glædeligt pynte på Rokilde Festivals plakat til næste år, vi håber det i hvert fald herfra.

Full of Hell & The Body (natten til 5. juli kl. 02:00) – anmeldt af Kasper Behrendt:

Galskab og skrig i natten

Natkoncerterne fortsætter, her af en noget speciel sammensætning. Vanvidsbandet Full of Hell gæstede Roskilde Festival i 2017 med deres balstyriske grindcore/noise/powerviolence, og med en frontmand, Dylan Walker, der ikke så stille på scenen i ét sekund. Denne sene nattetime vendte Full of Hell tilbage til Roskilde Festival i selskab med de to venner i bandet The Body. Anledningen til denne dobbelt-ceremoni var, at de to bands i november 2017 udgav kollaborationsalbummet Ascending a Mountain of Heavy Light.

Var man ved at falde i søvn klokken to om natten, så blev man vågen nu. De to bands komplimenterer hinanden rigtigt godt på scenen med hvert sit “take” på den ektreme musik, og sammen for de det til at fungere. Især er Dylan Walkers og Chip King fra The Bodys vokaler betagende og magtfulde. Chip lyder som et skrigende vrangbillede, der har trådt i kasse af Lego-klodser, og Dylan er den hidsige allestedsværende mand, der tonser rundt på scenen.

Roskilde Festival er dygtigt til at få disse særegne kunstnere på plakaten, og denne specielle koncert var et sonisk pletskud på nattehimlen.

Bring Me the Horizon (5. juli kl. 16:00) – anmeldt af Kenneth M. Tygesen:

Elefanten i lokalet

Okay. Vi ved alle, at der er en kæmpe elefant i rummet idet man taler om moderne Bring Me the Horizon, så vi kan lige så godt tage den med det samme. Ja, deres lyd er gået fra metalcore til en legit poplyd. Der findes EDM-rappere, der er mere brutale i deres lydbillede end deres sidste skive, Amo, fra BMtH.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har været en vokal modstander af det nye lydbillede fra BMtH, og jeg havde da selv fundet mig foran Orange Scene denne eftermiddag, mere for at se hvor stort et shitshow koncerten blev, fremfor at nyde musikken. Læser man rundt på de forskellige metalmedier vil man også se, at koncerten generelt har fået dårlige anmeldelser – men lad mig komme med mit besyv.

Jeg synes, ar det var en fremragende koncert. Ikke en fremragende metalkoncert, men en popkoncert. Metallere (jeg selv inkluderet) har længe snakket om, at metalkulturen skal inficere mainstreamen. At det beskidte udtryk, don’t-give-a-fuck-attituden, selvrespekten og fællesskabet er noget, som alle subkulturer bør forstå og bruge. Derfor må jeg tage min kritik af Amo til skamme, da koncerten med BMtH på dette år Roskilde Festival faktisk formåede at gøre det, jeg længe har ønsket; At se popprinsesser moshe og kaste øl i håret på sig selv. At se dem headbange for første gang, og vide de kommer til at have hold i nakken de næste fem dage. På plade lyder Amo stadig alt for produceret – men til en koncert gav det pludselig mere forståelse for lydbilledet.
Igen, jeg ser ikke BMtH’s koncert som en metalkoncert, men som en popkoncert. Jeg har heller aldrig før været til en metalkoncert, hvor der kontinuerligt er scene- og kostumeskift med anonyme dansere, der har deres eget podie at grinde på (medmindre man tæller Slipknot med selvfølgelig).

Koncertens højdepunkt kom netop i det fællesskab, som kommer fra metalkulturen. Jeg ville ikke kunne forestille mig, at eksempelvis Cardi B ville invitere en tilfældig publikummer op på scenen for at fremføre et af hendes mere hårdtslående og kendte sange. Det ville Oliver Sykes dog. Imens han gik nede i pitten blandt folk, spørger han; ”Er der nogen, der kan teksten til “Antivist”?”, hvortil en mand i bar overkrop bliver hjulpet over rælingen og kommer op på scenen med Oliver Sykes og resten af BMtH. Tydelig nervøs står manden i bar overkrop og korte shorts, og idet at nummeret starter, brøler, løber og hopper han rundt på scenen, som var han født der. Det er en af de fedeste oplevelser, jeg længe har haft til en pop-koncert. Hvem end den mand var, så bør han forsøge at få sig en karriere som frontmand i et metalcore-band. De kan endda bare kalde sig ”That guy from that show”. Det navn må de bruge ganske gratis.

Jeg forstår fuldt ud, hvis metalfolket er uenige med min holdning – og jeg forstår da til dels også al kritikken af koncerten, men ser man den som popkoncert, så var det lige det som jeg, som metal-head, håber på, at popmusikken vil ende med at blive. Pop-prinsesser og fodbold-hoveder, der står overfor hinanden i en wall of death under “Antivist” eller skubber til hinanden i en cirkelpit under ”House of the Wolves”.
BMtH har tydeligvis valgt deres lydbillede for fremtiden, hvortil jeg mener, at vi skal stoppe med at sætte dem til standarden inden for metalcore – men sætte dem op til standarden som Major Lazer eller Travis Scott.

Baest (natten til 6. juli kl. 02:30) – anmeldt af Kasper Behrendt:

De næste store

Roskilde Festival og de hårde koncerter går hånd i hånd, og denne fredag nat var ingen undtagelse. Den aarhusianske senation Baest har siden deres start som band i oktober 2015 og som live-band i april 2016 formået at skubbe til barriererne og dannet et navn, som stort set alle danskere kender. Bandet har turnéret landet rundt med diverse bands, spillet i udlandet med blandt Decapitated og senere på året Arborted og Entombed A.D., stået på Copenhells scener to gange, og nu også på Roskilde Festivals scener for anden gang efter deres succes på Rising-scenen i 2017.

Baests koncert denne sene nattetime sprængte rammerne for den gode oplevelse. Der var sprængfarlig fart over feltet med Simon Olsen, der som en gal mand hoppede og vred sig rundt på scenen. Han var helt ude i publikum og crowd-surfe, mens Svends og Lasses guitarspil flænsede Pavilion i smadder tilsat Mattias’ tonstunge bas og Sebastians hurtige besværgelser bag tønderne. Folk moshede, festede og skrålede med på de ældre sange såvel som de nye singler, “Gula” og senest “As Above So Below”, fra det kommende album, Venenum, der udkommer den 13. september.

Baest kan blive store. Der er en vej, og det er fremad!

Descartes a Kant (5. juli kl. 12:15) – anmeldt af Kenneth M. Tygesen:

Mexikansk, giftig cirkuspavilion

Det er den andensidste dag på festivalen. Solen er kommet tilbage over Dyreskuepladsen – og med sin hævn. Det er varmt. Folk er glade, og musikken er spillende. Et af de første bands, der bød op til dans, var mexikanske Descartes a Kant, der med sit giftige cirkusshow forvandlede Pavilion til en kaotisk, guardalajariansk fest.

Lyden af Descartes a Kant er tæt på umulig at beskrive. Med elementer af alt fra klassisk, swing, surf, progressiv, hardcore, punk, pop, industrial, metal og (opera?), så er Descartes a Kant mere et potpourri af alt larmende fra en masse usammenhængende genrer. Bandet er mere eller mindre anonym, når det kommer til hvem medlemmerne er. Mest fremtrædende er de to kvindelige frontfigurer, der løber, skriger og danser som besatte, hvis ikke på scenen, så nede blandt publikum. Hvert medlem har et stage-navn, og hvor meget man end prøver at få deres rigtige navn ud af dem, så griner de i stedet, giver dig en krammer og et kys på kinden med deres meget røde læber. De kvindelige frontfigurer spiller på deres seksualitet, og den nye plade, Victims of Love Propaganda, er da også et opråb til den giftige vrangforestilling mange mennesker har. når det kommer til kærlighed. Hvor nogle måske mener, at kærlighed er at finde The Only One¸så er det, i Descartes a Kants univers, at kærlighed mere er en selvforståelse, og jo mere man bilder sig selv ind, at kærlighed er som på film, jo mere sindssyg ender man med at blive.

Descartes a Kant benytter sig af en yderst visuel performance. Med kostumeskift mellem hver eneste nummer, forvrængede stemmer, der kunne få en lille blond pige til at lyde som Satan selv, og stage-props, der kontinuerligt blev taget ind og ud fra scenen. Især her bliver man nød til at nævne sange som den skizofrene, progressiv-hardcore sang, ”Motion Picture Dreamboy”, og den punkede icona pop-a-like, ”Until the Day We Die”. Tekstuniverset er fantastisk råt, provokerende og straight-to-your-face. ”Until The Day We Die”, der omhandler, ifølge Descartes a Kant, hvordan ægteskaber er en løgn man fortæller sig selv for ikke at indse man har spildt sit liv. Descartes a Kant skjuler ikke deres budskab. Med et fantastisk sceneshow, en skizofren lyd, og to energiske, fantastisk dygtige frontkvinder, så gav Descartes a Kant muligvis en af årets bedste koncerter.

The Armed (6. juli kl. 14:15) – anmeldt af Kenneth M. Tygesen:

Armeret med en mikrofon

Metalscenen på årets Roskilde Festival var af yderst høj kvalitet. Omend det var igennem særprægede og modige bookinger, eller energiske, unikke koncertoplevelser. The Armeds koncert på Pavillion-scenen tilhørte sidstnævnte.

At spille hardcore på Roskildes Pavillion-scene den sidste dag på festivalen klokken 14:15 kræver sit band for at få liv i det, efterhånden, trætte metalpublikum. Her må man så erkende, at The Armed var det helt rette band, eftersom deres kaotiske hardcore blev slynget ud blandt publikum, imens et cameo-klædt bandmedlem løb blandt folk i pitten for at give krammere og levere en god stemning. Lydbilledet var fantastisk smad’r-hardcore, hvilket blev cementeret ved den svedige, langhåret frontmand, der løber rundt i pitten, vikler publikum ind i den (kilometer?)-lange mikrofonledning, tager folks øl og hælder den ud over sig selv og ellers bare skriger som en besat lsd-ramt mand.
The Armed er et halvt anonymt hardcore-kollektiv, hvor man, teknisk set, ikke kender til hvem bandmedlemmerne er. De er kendte for at bruge skuespillere, når de interviewes og alle deres publicity-billeder er bevidst misvisende. Rygterne kører på. at den ene af guitaristerne er fra Converge, men bekræftet er dog, at stand-in-trommeslageren til dagens koncert var fra Converge. Der kan man da sige at være heldigt eftersom Converge spillede senere samme dag.

Den cameo-beklædte mand bevægede sig løbende op og ned fra scenen sammen med en blond kvinde, der i ny og næ skreg ind i mikrofonen, som sendte tankerne tilbage til Lebensuchts frontkvinde. Det anonyme hardcore-kollektiv smadrede Pavilion og ikke mindst publikum. Der er da kun at håbe, at de kommer tilbage til Danmark i en vis fart, så resten af den danske metalscene kan opleve dem. Det er i hvert fald en af de oplevelser fra dette års Roskilde Festival, der står klarest i minderne. Omend det var fordi, at forsangeren vitterligt væltede folk med sin mikrofonledning, eller det var den krammende cameo-mand, så håber vi sandeligt, at vi får lov til at se dem igen (læser i med Royal Metal fest?).

Whores. (6. juli kl. 16:15) – anmeldt af Kenneth M. Tygesen:

Træt i hovedet af en gammel hest

Whores.(!)’ optræden på dette års Roskilde Festival var en koncert. Der var instrumenter på scenen. der blev spillet af musikere. Musikerne var mennesker, hvor en af dem kunne finde ud af at synge. Der kom lyd ud af deres instrumenter, som blev ført igennem et kabel og ud af højtalerne.

Whores. gav måske årets mest forglemmelige koncert på dette års Roskilde Festival. Det var den sidste koncert på Whores.’ turné, såvel som det var den sidste dag for os på festivalen. Alle publikummer var godt trætte, hvortil der mest blev givet et par tilråd, klap og små head-nods til musikken. Måske de alle sammen prøvede at gemme deres energi til Phil H. Anselmos Pantera-sæt og Behemoths black metal-messe? En ting er i hvert sikkert. Der er vidst få, der gik fra den koncert med solide minder.
Musikken var velspillet, bandet forsøgte i ny og næ at få gang i publikum, men ud over en mindre moshpit mod koncertens ende, var det begrænset, hvor meget publikum og Whores. egentlig levede sig ind i musikken. Frontmand, Christian Lembach, forsøgte at komme med lidt jokes mellem nogle af numrene, men selv disse faldt fladt til jorden, da jokes’ene var svære at tolke som et faktuelt statement, eller bare en joke. Når noget af det første der bliver sagt til publikum er; ”The world is endingWe are all gonna die”, så var det faktisk lidt svært at decifere, om det var en joke til det politiske landskab, eller om han agerede vores alle sammen doomsayer.

Igennem festivalen har Pavillion været udfordret med lokation ved siden af Apollo. Her har der kontinuerligt været koncerter, der spiller ved siden af hinanden, hvortil at under Whores. var nabokoncerten lige så tydelig, som hvis man selv havde stået derovre. Koncerten var bare en koncert, der føles som skulle overståes. Hvor niveauet af metalscenen på årets Roskilde Festival har været af høj kaliber med flere minder, der vil gå over i metalhistorierne, så vil Whores.’ koncert primært bare huskes for at være forglemmelig.

Philip H. Anselmo & The Illegals (6. juli kl. 19:00) – anmeldt af Kenneth M. Tygesen:

Stay right here boy

Roskildes metalkvalitet i år var i top, og Phil H. Anselmos vanvittige Pantera-fyldte koncert cementerede dette bare yderligere.

Jeg tror, der er mange som havde Phil H. Anselmos koncert som en af dem, man så mest frem til. Legenden Phil H. Anselmo behøver næsten ingen introduktion. Som forsanger i groove-bandet Pantera, er Hr. Anselmo en karakter og institution på den verdensomspændte metalscene. Om det er med bands som The IllegalsScourArson eller Down, så er Anselmo umulig at komme udenom.

Avalon er begyndt at være en af mine yndlingsscener på Roskilde. Den er måske ung, men den er fantastisk til metalkoncerter. Det føles hurtigt tætpakket, men uden at være for meget. Det er som man håbede. Helt oppe foran står vi en kæmpe flok metalhoveder og venter på, i hvert fald for mig, at årets hovednavn går på scenen.

Anselmo virker en smule træt (eller måske bare ædru?) til dagens koncert. Hvor han, sammen med The Illegals, var spritstiv i 2014, og gav en fantastisk sjov koncert (med alt fra Agnostic Front-, Superjoint Ritual- og Pantera-covers). Mange gik derfra og tænkte, at det måske var en af de sidste chancer man havde for at høre numre som ”A New Level” ”Hollow” eller ”Hellbound”. Hele metalpressen var dog ved at falde af stolen da, i kølvandet på Vinnie Jones’ død, Phil Anselmo forklarede, at han ville lave et limited run med et rent Pantera-sæt for at hylde de nu to afdøde brødre. Mange havde måske håbet på, at Copenhell fik ham booket, og da det ikke skete, så det først ud til at blive en oplevelse man måtte tage til udlandet for at opleve. At Roskilde når at booke ham i ulvens time tror jeg der var mange, der var lykkelige over – og med god grund. Anselmos koncert var en af de bedre, og sjoveste metalkoncerter jeg personlig har været til i længere tid. En respektfuld, men voldsom pit, en sanger der var i sit es, et super tight-spillende band. Det hele gik pludselig op i en højere enhed. Det kan godt være, det var sidste dag, og at The Armed og Whores. havde taget den sidste energi fra os (omend det var bare for at stå på benene til The Armed, eller at holde sig vågen under Whores.), så var det ikke til at mærke på publikum, at man nu havde boet i snart otte dage i et telt. Med åbningsnummeret ”Mouth For War” var barren allerede sat utrolig højt. Avalons telt må have været tæt på at blive rykket op af jorden en centimeter eller fem, for brølet der lod sig tilkendegive, da den bassfyldte barrer-tone, snakkende mand begyndte at råbe; ”Hold your mouth for the warUse it for what its for. Speak the truth about me. DETERMINED!”.

Setlisten indeholdte ikke alle Pantera-klassikerne, men dem vi fik, blev spillet med sådan en præcision, sådan en energi ,og ikke mindst sådan en glæde, at hvert enkelt riff tryllebandt publikum til enten at hoppe i den kontinuerligt voksende pit, eller kaste et knytnæveslag i luften eller to. Selvom numre som ”5 Minutes Alone” eller ”Cowboys From Hell” ikke blev spillet over Avalons lydanlæg denne lørdag aften, så blev det gennemtæsket til ”Walk” og ”Fucking Hostile”, hvis ikke på grund af bandet, så på grund af den massive fællessang som blev skabt. Dette var en af de oplevelser, der vil gå over i huskebogen. Det er en af de koncerter, hvor man om fem år står og snakker med et random metalhead, hvortil han siger ”Ej, var du til den koncert?! Fuck jeg er misundelig!”.

Er Roskilde Festival metal- og punkprofil lige så stærk som i år, så vi publikum meget godt i vente. Vi venter i spænding på RF#50!