Den Tunge Time/Den Tunge Radio var tilstede på dette års Tinderbox-festival i Tusindårsskoven i Odense. Den femte udgave af den fynske festival blev en varm affære med høj sol, stærke koncerter og hårde toner. I selskab med gæsteanmelder Jeppe Tinghøj Honoré bringer vi hermed nogle ord om en række af de optrædende kunstnere under dette års Tinderbox:
Greta Van Fleet (torsdag kl. 18:00):
Man siger, at historien gentager sig selv. På mange måder er det gældende for det amerikanske rockband Greta Van Fleet, der synes at operere i en tidslomme, der hører deres forældres generation til. Og det er da også i bogstaveligste forstand flowerpower-stilen, der karakteriserede det unge bands entré på årets Tinderbox-festival, der omfattede både ekstravagante kostumer og blomster til det fremmødte publikum. Det var fra start tydeligt, at Greta Van Fleet følte sig scenevante, og det er da heller ikke mere end et lille års tid siden, at kvartetten på samme geografiske lokation varmede op for Guns N’ Roses.
Godt hjulpet på vej af sammenligninger med Led Zeppelin har Michigan-bandet de seneste år fået et karriereboost, som nystartede rockbands kun kan drømme om. Den bluesinspirerede rock, der blev leveret, minder da også umiskendeligt meget om Robert Plant og co. kunne levere. Mens leveringen var i orden, manglede Greta Van Fleet dog differentiering og nuance i repertoiret, hvor de til tider malproportionerede guitarsoli desværre ikke løftede sangene til mere end gennemsnitlige. Enkelte numre stod dog markant stærkere end andre, og det var overvejende dem, der ikke var overmalet med skrig og skrål fra forsanger Josh Kiszka. Greta Van Fleet er dog stadig et grønt og upoleret band, der kan nå langt, hvis der ikke hviles på laurbærrene og lettjente sammenligninger. Leveringen og talentet er intakt, og vi følger nysgerrigt med, når de vrister sig fri nok til at stå på helt egne ben. 4/6 gedekranier.
Sætliste:
1. Highway Tune
2. The Cold Wind
3. Safari Song
4. Black Smoke Rising
5. Flower Power
6. Watch Me (Labi Siffre cover)
7. Black Flag Exposition
8. Watching Over
9. When the Curtain Falls
Wolfmother (torsdag nat kl. 00:45):
Døgnet havde passeret over midnat på Tinderbox‘ første dag, da de australske hard-rockere i Wolfmother indtog Teltscenen kl. 00:45. Stifter, vokalist og guitarist, Andrew Stockdale, er primus-motor og eneste originale medlem tilbage af Sydney-orkesteret Wolfmother. Intet desto mindre havde down under psych-rockerne indlevelse og kraft, der kom ud over scenekanter denne sene time på døgnet. Tiden går hurtigt i godt selskab, og det var publikum vidne til denne nat, da bandet fik en time at spille i. Et kvarter længere havde ingen skade gjort. Den opkvikkende og dansable midnatsmesse lagde ud med “Victorious” fra gruppens seneste album af samme navn fra 2016. Stilen var lagt og publikum var klar på bevægelse.
Som koncerten forløb stod det klart, at Wolfmother var gået oldschool, der således dannende rammen om koncerten. Vi fik “White Unicorn“, “Colossal” og storhittet ”Woman” fra bandets selvbetitlede debutalbum, et album, der også klart er bandets største succes. Publikum blev dog ikke snydt for “New Moon Rising” fra Cosmic Egg fra 2009, et nummer, hvor både lysmanden og keybaordspilleren, Lachy Doley, havde sit at se til. Hurtigt var vi tilbage til debuten med “Apple Tree“, “Dimensions” samt “Vagabond”, hvor især “Dimensions” bragte jubelskrig og hoppen før sengetid. De varme australiere slog derefter tonerne an til “Califonania Queen” fra Cosmic Egg og “Gypsy Caravan” fra Victorious inden koncerten afsluttede med klasse med “Joker and the Thief” igen fra debuten.
Koncertens forcer var de stærke hits i starten samt afslutningen, mens intensiteten dalede lidt midvejs. Wolfmother var et kært gensyn, der klædte de rocksultne natteravne med hitparaden i højsædet. Ingen nytænkning eller måben med kæben, men australierne udløste et velsmurt bord af psych’et rock ‘n’ roll, der var glo- og hørværdigt. 5/6 gedekranier.
Sætliste:
1. Victorious
2. White Unicorn
3. Colossal
4. Woman
5. New Moon Rising
6. Apple Tree
7. Dimensions
8. Vagabond
9. Califonania Queen
10. Gypsy Caravan
11. Joker and the Thief
Crown the Beast (fredag kl. 13:00):
Fredag eftermiddag stod Crown the Baest som første band klar på pletten, da de lokale dødsknægte åbnede andendagen på Tinderbox klokken 13:00 på Teltscenen. Tømmermændene havde måske ikke lagt sig helt hos alle de fremmødte, men heavy-hoveder og andre nysgerrige var mødt op for at støtte den lokale metal. Crown the Beast var at finde på årets plakat i forbindelse med Tinderbox Band Battle. Bandet tilmeldte sig i håb om en plads på årets festivalplakat, dette gav pote, og dermed var de en af vinderne af konkurrencen.
Det var god energi fra første anslag til sidste strofe. Det store telt emmede af goodwill oppe foran scenen, hvor de trofaste fremmødte undervejs gav bandet publikumsråb og viste djævlehorn. Kvartettens kommunikation med publikum udstrålede glæde og humor. Publikummet oppe foran rev sig med i legen, og vi fik os endda en lille moshpit. Crown the Beast på Tinderbox beviste, at ekstremmetallen var et kærkomment match. Vi håber, at flere metalbands finder vejen til Tinderbox i fremtiden. 4,5/6 gedekranier.
Skunk Anansie (fredag kl. 14:05):
Fredag eftermiddag klokken 14:05 indtog Skunk Anansie Rød Scene i solens hede. Efter bandets aflysning sidste år, var der ekstra spænding og glæde over, at se dem på scenen. Koncerten var endda den første i cirka to år grundet arbejde på nyt album, et album, der endnu ikke har set dagens lys. Bandets blikfang har alle dage lige været frontkvinden Skin, og denne dag var ingen undtagelse. Man foranlediges til at tro, at hun var solskær, idet hendes look var en sort dragt, sølv-glimmer-kappe samt en stor sort maske, der fik en til at tænke, om Ringenes Herre var mødt ind i skoven. Beklædningerne kom dog hurtigt af efter “Charlie Big Potato“, hvorefter Skins velkendte look var var til frit skue.
Om pausen fra scenen var en faktor for Skins vokale præsentationer, for energien og sammenspillet fejlede som sådan ikke noget, så følte man i starten den noget usikre vokal på Skin, der fra tid til anden var out of pitch. Stemmen løsnede heldigvis op henover de første 3-4 numre, hvorefter styrken og arrigskaben tog fat uden at brænde helt igennem, især på hittet “Weak“, hvor publikum udstrålede deres glæde. Med et nyt album, stadig i vente, blev publikum præsenteret af en live-debut, qua pausen fra live-koncerter, i form af nummeret “This Means War“, et nummer i den hårdere ende, der bestemt mejslede fast, at Skin og co. stadig leverer fængende musik. Er dette stilen for hele det kommende album, så er det noget godt i vente. Koncerten sluttede af med den velkendte “Intellectualise My Blackness” inden “Yes, It’s Fucking Political” sluttede den varme eftermiddag af. 4/6 gedekranier.
Sætliste:
1. Charlie Big Potato
2. All in the Name of Pity
3. Because of You
4. I Can Dream
5. Hedonism (Just Because You Feel Good)
6. My Ugly Boy
7. Squander
8. Weak
9. Follow Me Down
10. Lovw Someone Else
11. God Loves Only You
12. Can’t Get By
13. Cheap Honesty
14. Ny sang (This Means War)
15. Intellectualise My Blackness
16. Yes, It’s Fucking Political
Dropkick Murphys (fredag kl. 17:05):
Nok er der længe til Skt. Patricks dag, men det forhindrede ikke mastodonterne fra Dropkick Murphys i at afholde en gigantisk keltisk folkefest på en glohed eftermiddag på Tinderbox. Havde man lørdagstømmermænd, kunne disse godt pakkes langt væk, for energibomberne fra Massachusetts var ikke kommet for at stå stille. Med noget så sjældent som musik leveret med harmonika, banjo og sækkepibe havde publikum ikke noget valg. Armene røg i vejret, og publikum blev som marionetdukker dirigeret rundt i den ene circlepit efter den anden. På et tidspunkt i koncerten blev det ved håndsoprækning afgjort, hvor mange af de tilstedeværende, der tidligere havde oplevet Dropkick Murphys i levende live. Det stod da også klart, at langt de fleste fremmødte var førstegangsgængere, men mon ikke, de fleste gerne tager en omgang mere? Musikalsk kunne man savne en anelse variation i settet, men leveringen var storladen. Den umiddelbare popularitet skinnede især igennem ved aftenens sidste sang, som var ”I’m Shipping Out To Boston”, og det er uvist, om bandet kender til sangens anvendelse som intro til Zulus Comedy Fight Club – jeg er dog sikker på, de sagtens opfattede, at der var noget i gære. Vi takker de amerikanske keltpunkere for at kickstarte Tinderbox’ andendag med ”oj!” og maner og kvitterer med 4,5/6 gedekranier.
Tinderbox 2019 var helt igennem vellykket, og atmosfæren var i top. Folk i metal- og rocktøj var at spotte flere steder til koncerterne, sågar til Miley Cyrus. Næste års Tinderbox vil finde sted i Tusindårsskoven d. 25.-27. juni 2020.