Fremmødet bar flot frugt til sølvbrylluppet for sygdommen samt et muligt sidste farvel
Nullernes ungdom er blevet et kvart århundrede ældre. I 2000 brændte Disturbed igennem på teenageværelserne med The Sickness, der med sin blanding af nu metal, heavy metal, alternative metal og hard rock banede vejen endnu mere på verdenskortet for især nu metallens indtog på det musikalske marked. Men først var der Megadeth.
Megadeth:
Netop Megadeth var hevet med på denne tour som special guest. Dave Mustaine har tidligere på nettet meldt ud, at Megadeth siger farvel og tak næste år med et sidste album, der blot har fået titlen Megadeth, og en tour endnu af uvis længe.
Dermed er det store spørgsmål, om det er sidste gang, at Megadeth lagde vejen forbi Danmark. De er normalvis gode til at lægge vejen forbi, så mon ikke når afskeden træder i kraft i 2026, at touren trækker sig ind i 2027, og at scenarierne kunne udmunde i, at de enten spiller på Copenhell i 2026 og et sidste headlinershow i 2027, eller at det bliver et headlinershow i 2026 og Copenhell i 2027. Det må tiden vise.
Stilmæssigt kan man sætte spørgsmålstegn ved, om Disturbed og Megadeth er et godt match. Det var lidt enten eller op til den enkelte fremmødte, hvem man rejste til Royal Arena for at se, for der var så sandelig en folk her og der, som primært var mødt op for at bevidne Megadeth muligvis sidste Danmarksbesøg.
Bandets historie trækker sig tilbage til 1983 som en af “The Big 4” sammen med Metallica, Slayer og Anthrax. Man kan ikke komme udenom Megadeth i historien om metal, og det var da også med en vis portion af vemod, om det så virkelig er sidste gang, man gik set Megadeth herhjemme… eller ej.
Igennem tiden har der været en række udskiftninger på posterne i bandet ud over Dave selvsagt. James LoMenzo (bas) har været med tæt på konstant siden 2006, Dirk Verbeuren (trommer) siden 2016 og finske Teemu Mäntysaari på guitar siden 2023, der også huserer i Wintersun. Samspillet live i den nuværende konstellation er hamrende velspillende og groovy. Det er svært at stå stille til, og man ledes nemt til at finde luftguitaren frem.
Hvad Dave Mustaine ikke har af gennemslagskraft i stemmen længere, mest kørende i det lavere toneleje nu om dage, har dynamikken til gengæld bandmedlemmer imellem. De spiller nærmest tungere end aldrig før, og de lignede ikke bare nogle, der ønskede aftenen overstået – de var kommet for at levere, og det gjorde de så på ganske habil vis.
Man kunne næppe lægge bedre ud med “Hangar 18” som en bundsolid start for en lille times showtime. Ellers var “Dystopia”, “Tornado of Souls”, “Peace Sells” og “Symphony of Destruction” de numre, hvor Megadeth viste sig bedst frem, inden “Holy Wars… The Punishment Due” lukkede den flotte fremvisning.
Lad gerne Megadeth gæste os én til to gange mere, inden de slutter karrieren helt.
Setlist:
1. Hangar 18
2. Dread and the Fugitive Mind
3. Sweating Bullets
4. Dystopia
5. We’ll Be Back
6. Tornado of Souls
7. Mechanix
8. Peace Sells
9. Symphony of Destruction
10. Holy Wars… The Punishment Due
Disturbed:
Næste boller på suppen var nu-metal-fænomenet Disturbed. Royal Arena var overraskende fyldt på tribunerne – der var blot et mindre afskærmet område på det øverste plan bagerst. Gulvet var tætpakket oppe foran, og bagtil var der mere albuerum, så det var af den opfattelse, at der ikke var helt proppet, men der er nu imponerende nok, at de to bands kunne tilstrømme en så trofast fanskare alligevel. Et band med sin nært forestående afsked samt et band, der havde sin “storhedstid” for 20-25 år siden.
Disturbed slår sig ikke på den store nyhedsfaktor nu til dags ud over 25-års jubilæet for The Sickness, der hærgede det daværende unge segment i nu-metal-miljø. Netop det album var bandets frem med successen for det segment, der fandt musikken interessant.
Koncerten er annonceret som en seance i to dele – del 1 med hele The Sickness og del 2 med et greatest hits-sæt. Der var såleden lige omtrent en time og 50 minutters musik. En ordentlig mundfuld. Indledningsvist var scenen afskærmet at et kæmpe fortæppe, hvor diverse videosekvenser kørte henover. Efter tæppefaldet kunne man ane at kæmpe stålkonstruktion bagved med lys og senere ild. Udseendesmæssigt så det cool nok ud.
David Draiman i front kom ind på scenen fastspændt med maske som en anden Hannibal Lecter. Farligt eller ej? Senere var det en tur i en ubehagelig stol der stod for skud for Mr. Draiman. Med på scenen havde Draiman sig Dan Donegan (guitar), Jonh Moyer (bas, backing vokal) samt Mike Wengren (trommer).
Nå, men, først og fremmest var The Sickness albummet, der skulle leveres i sin helhed. Fremførslen var tænkt, som den skulle. Alle albummets numre blev leveret og i kronologisk rækkefølge. Vigtigt. Dermed kom også nogle af de større hits i starten med “Voices” som det allerførste nummer og “Down With the Sickness” som fjerde nummer.
De største fans var med på dupperne og sang højt med skingre, toneforladte stemmer, der nærmest overdøvede Draiman’s ikke synderligt dominerende vokalregister. Det er da også dét, der er udslagsgivende for, hvor in-the-game bandet egentlig var. Trods Draiman’s engagerede bevægenhed, var det lidt som et statist gab af robotmekaniske bevægelser frem og tilbage medlemmerne igennem. Indlevelsen smittede ikke godt nok af ud over scenegulvet, og flere af numrene i denne noget nær maratonforestilling synes som flere søvnige portioner ærter i suppen. Bevares, hele “The Sickness” var på sin plads, men ikke alle numre i begge sæt var lige sindsoprivende.
Distubed har lavet nogle covers igennem tiden, og disse er heldigvis ikke de værste – egentlig er de ret godt udvalgt Inden pause fik de leveret “Shout (Tears for Fears cover)” fra The Sickness, der tændte gejst blandt fansene.
Efter en pause var det tid til anden del af koncerten med en omgang greatest hits. Måske er “greatest farts” med få undtagelser et mere givende belæg for anden del af aftenens udfoldelser. Der er ikke meget ild at komme efter, og “ilden” i øjnene på publikum var ved at slukke. Der var absolut lavvande på energibundlinjen til “I Will Not Break”, “Ten Thousand Fists” og “Bad Man”.
Det er tæt på tragikomisk, at der gnisten med tændt mest over “Land of Confusion (Genesis cover)”, til dels “Indestructible” samt “The Sound of Silence (Simon & Garfunkel cover)” med mere lys og ild i helhedsbilledet. Der var lidt snak fra Draiman’s side om sammenhold og ønsket om verdensfred, de fleste heldigvis er tilhængere af, og med mellemfornøjelig udførelse af “The Light” samt “Inside the Fire” var det med til at sætte punktum for en aften, hvor de to bands burde være byttet rundt.
Setlist:
The Sickness:
Intro: Back in Time (Huey Lewis and the News song)
1. Voices
2. The Game
3. Stupify
4. Down With the Sickness
5. Violence Fetish
6. Fear
7. Numb
8. Want
9. Conflict
10. Shout (Tears for Fears cover)
11. Droppin’ Plates
12. Meaning of Life (preceded by staged execution of David Draiman. With vocal snippet of Ozzy Osbourne’s “Crazy Train”)
Greatest Hits:
13. I Will Not Break
14. Ten Thousand Fists
15. Bad Man
16. Land of Confusion (Genesis cover)
17. Indestructible
18. The Sound of Silence (Simon & Garfunkel cover)
19. The Light
20. Inside the Fire