Heilung leverer ritualer i verdensformat, der efterlader publikum i trance
Heilung med grundbase i København siger farvel til scenen i sin nuværende form, når de for sidste gang står på scenen sammen den 17. august i Sverige. Inden da blev det heldigvis til et visit i Aarhus og i København. Med sig havde de vidunderlige og dragende Eivør med sif som opvarning.
Eivør:
Med et stort set udsolgt Aarhus Congress Center var det med at troppe i tide til en anstændig plads oppe foran. Tidsnok var det til at få Eivør med – og hvilken skønhedseufori. Lyden var klar og gennemtrængende flydende oppe foran, og man kunne med snilde få alle nuancer af stemmelejet til at spille med de øvrige instrumenter.
Eivør er ekstremt jordnær og ydmyg, og det ser ud til, at hun bare nyder hvert et sekund hver gang, hun optræder i landet, og den færøske sangerinde er også snakkesalig mellem numrene, hvor hun fortæller små historier, og om hvad næste nummer omhandler og omfavner. Selve sangstemmen er der ingenting at sætte en finger på.
Eivør sætter også gang i variationen af de flotte fremførte hymner med son guitar, der er med til at give lidt mere bevægelse i spotlightet. Supporten er således nøje udvalgt og godt skruet sammen fra Heilungs side, og med de godt 45 minutter, som Eivør var på scenen, var stilen kridtet op til det helt store ritual.
Heilung:
Det var som at træde ind i en underjordisk verden, da tæpppet blev trukket fra scenen, og Heuling entrérede lokaltet til en hedensk sammenkomst af de uforglemmelige.
Heilung gør noget helt, helt særligt ud af deres look. Kostumer, baggrundsmusik inden de gik på, røgelse, selvlavede instrumenter, og man kunne blive ved. Man finder sjældent noget andet udtryk udadtil, som dét Heilung skaber vejen for. Det er som at gå ind i et smukt eventyr, som man ønsker at forblive i.
Koreografien er nøje planlagt ned til mindste detalje numrene imellem med rituelle takter, rytmik og udseende. Intet er overladt til tilfældighederne, når Maria, Christopher og Kai i sanseløse bevægelser interagerer med hinanden, krigerkoret og de andre musikere, der er gelejdet op bagerst på scenen. Der er lagt meget vægt på vokalpræsentationernes nerve, der klokkeklart bekendtgør Heilung er ækvilibrister i faget.
Der er dog et par tåkrummende forstyrelser overvejs, bandet ikke selv er forvolderen af, der tæller en unødvendig, høj sværm af ligegyldig snak imellem numre om ting, der ikke vedkommer andre, høje og overgangsvraltende brøl fra mænd, man får lyst til vende det hvide ud af øjnene af samt en seance lige for start, hvor et par damer møver sig helt op til første række for at spørge adskillige gange, om der er et gasudslip, der lugter af, og vagten gang på gang siger, at det er lugten af røgelse fra scenen. Der er normalvis stor forskel på lugten af gas og røgelse – også efter man har fået det at vide efter flere gange. Der fremkommer også skub, da de gerne vil stå der i stedet for at trække sig lidt bagud igen, der ender i småskænderi med nogle, der havde står oppe foran, længe for at Elvør gik på.
Heilung bevidner endnu engang deres perfektionisme på scenegulvet med et smukt farvel i den nært forestående inkarnation. Det bliver i den grad spændende hvilken form, bandet genopstår i, og ligeledes hvornår dette vil ske. I første omgang takker Heilung af i Danmark for nu.