Rockens hvælving svævede som glans over historiens horisont
Efter seks år vendte Neil Young tilbage til landet – denne gang på Tiøren, der sjældent tages i brug. Ud fra ulvenes hylen var der mødte omtrent 15.000 fans op på græsplænen, der trods faretruende vejrmeldinger holdt tørt.
Som store Neil Young-fan var det også med glæde, at han nu endnu engang kom forbi vores lille kongerige efter nogle fantastiske oplevelser på Tinderbox i 2019 og på Roskilde Festival i 2008. Den rå og nærværende nerve i hans stemme og melodier smitter af på én med en frisk nuance af, at man vil have mere.
Denne gang var det hverken med sit unavngivne backing-band, Crazy Horse eller The Promise of the Real, han havde med sig, men til gengæld det The Chrome Hearts, der viste sig frem med habil stil. De var sublimt velspillende og så op til mesteren selv. Når guitaristen og bassisten stod sammen med Neil Young i en lille trekant på scenen og svajede til siderne og trykkede den af på strengene, fyrede publikum selv lapperne i vejret og rockede med.
Det forlyder, at Neil Young er fan af at medbringe sit eget PA-anlæg, og det kunne godt give lidt udfordringer her og der. I første nummer “Comes a Time”, var vokalen meget lav og man foranlediges til at tro, at mange bag ud til ikke kunne høre stemmen. Vinden havde fra tid til anden nok også sit indpas på den svævende lyd, men den blev mere skarp i længere perioden uden at være perfekt igennem hele seancen.
Herfra til det til med højdepunkternes højborg i rocklektier med “Cinnamon Girl”, “Hey Hey, My My (Into the Black)”, “The Needle and the Damage Done” og “Harvest Moon” først og fremmest hvor også Neils mundharmonika kom til udtryk. Det var ikke altid lige let at få den og dens stativ også kasketten, og første gang “hjælperen” tog den også Neil Youngs hoved, var det da også for tidligere, så han tog den selv af og smed den på scenegulvet.
Stemmen holdt det meste af tiden – der kunne dog høre i mindre perioder, at stjernen trak en smule efter vejret. Neil Young tog folket med ud på en bevægende rejse med den uforglemmelige “Like a Hurricane” og den bevægende “Old Man”, inden mesteren og bandet takkede af for første gang efter godt halvanden time i rockhimlen. De kom tilbage på scenen, for der manglede jo lige lidt; “Down by the River” og en af rockens store travere, der taler for, at rocken lever for evigt – “Rockin’ in the Free World”.
Det er stadig guf i Neil Young i en alder af 79 og med tanken om mere må man håbe, at han har mod på at turnere lidt endnu.
Setlist:
1 Comes a Time (Neil Young song) (Acoustic)
2 Be the Rain (Neil Young & Crazy Horse cover)
3 When You Dance, I Can Really Love (Neil Young song)
4 Cinnamon Girl (Neil Young & Crazy Horse cover)
5 Fuckin’ Up (Neil Young & Crazy Horse cover)
6 Hey Hey, My My (Into the Black) (Neil Young & Crazy Horse cover)
7 The Needle and the Damage Done (Neil Young song) (Acoustic)
8 Harvest Moon (Neil Young song)
9 Looking Forward (Crosby, Stills, Nash & Young cover)
10 Sun Green (Neil Young & Crazy Horse cover)
11 Love and Only Love (Neil Young & Crazy Horse cover)
12 Like a Hurricane (Neil Young song)
13 Name of Love (Crosby, Stills, Nash & Young cover)
14 Old Man (Neil Young song)
Encore:
15 Down by the River (Neil Young & Crazy Horse cover)
16 Rockin’ in the Free World (Neil Young song)