Roskilde Festival har taget hul på de næste 50 år
Meget har ændret sig igennem 5o års musikhistorie. Roskilde Festival tog sit første spadestik i 1971 og har siden 1972 været non-profit. Festivalen har igennem tiden opnået legendarisk status med voldsomme line-ups med adskillige legender især op igennem 80’erne, 90’erne og 00”erne.
Det er et noget andet segment, som Roskilde Festival rækker hånden ud til i de senere år før og efter pandemien. Fokus er meget bosat sig ved det yngre publikum i alderen op til midt 20’erne. De store bookinger nu til dags huserer i grænselandet omkring pop, hiphop og rap. De store travere såsom Paul McCartney, The Rolling Stones, Bruce Springsteen og Metallica savnes med de store bogstaver skrevet på plakaten. Bare lige én stor legende pr. år kunne være fedt.
Roskilde har været heldige med vejret – en overvejende lummer én af slagsen blot med et godt regnskyl mandag og lidt snusk torsdag nat samt ustadigt vejr om lørdagen. Rygterne svirede i krogene om, at nogle af de unge savnede deres egne senge allerede om mandagen, hvormed regn og torden tog sit indtræf, men mon ikke, at de fleste blev alligevel på campingpladsen, nu hvor varmen varede ved og først tog et dyk på sidstedagen.
Roskilde Festival er altid garant for et alsidigt program, som de også skal have cadeau for. I år var om nåde året, hvor man skulle dykke endnu mere ned i beskrivelserne af bandsene for at danne sig et overblik over, hvem der egentlig repræsenterede årets musikprofil. I opvarmningsdagene er der altid det spændende og nyskabende, nordiske vækstlag, som der ikke er den store overraskelse i. Med de hårde toner i år bar det frugt af et sammensurium af genrer med bands navnligt Feather Mountain (København), Heathe (Aalborg), Pleaser (København), Nakkeknaekker (Silkeborg), Angstskrig (København), Situationsfornærmelse (Aarhus) samt Tender Youth (København). Vi fangede lidt af musikken i opvarmningsdagene.
Mandag:
Nakkeknaekker (Eos)
Tirsdag:
Situationsfornærmelse (Gaia)
Onsdag:
Scowl (Gaia)
Første hårde nedslag i Roskildes main-dage var Scowl fra Californien, der åbnede Gaia’s onsdagsprogram. Ikke et band, mange har stiftet bekendtskab med før, så spørgsmålet var, om det kunne gå hen og blive til en uforglemmelig stund. Det var helt klart til friskt åndedrag at kunne søge lidt skygge under Gaia’s teltdug, dag solen havde godt gang i sig i disse dage over landet.
Det er ikke just meget, som hardcore-punkerne i Scowl har udgivet indtil dags dato – senest ep’en Psychic Dance Routine fra april i år – hvorom man tilnærmelsesvis kunne sige, at de kunne nå hele repertoiret på den ret så korte tid, som de fem unge musikere stod på scenen på blot 25 minutter. Er det mon rekord for hurtigste omgang på en af scenerne i Roskilde historie måske udover en af de tre Hexis-koncerter i et tog fra Roskilde St. til festivalpladsen i vest?
Energien, bevægelserne og gåpåmodet var i hvert tilstede hos Kat Moss og Co. trods ingen yderligere ekstase opstod, men der var livlig gejst oppe foran scenen med små circlepits mv. Mon ikke dem, der troppede op til denne korte seance blev sultne på mere smadder de festivalens andre scener efter dette korte, intense pusterum med nærmest med ét var overstående, før den sådan rigtigt bed sig fast og dermed relativt hurtigt vil gå i glemmebogen hos en del af skaren.
Chat Pile (Gloria)
Et af de helt hypede bands i år var det sludge-inspireret kaosorkester Chat Pile fra Oklahoma, der tidligere på året spillede deres to første koncerter på europæisk territorium på hollandske connaisseurfestival Roadburn Festival i Tilburg tilbage i ultimo april. Koncerten var dertil mødt op af mange nysgerrige lyttere, som indtil videre fik noget sjældent på oplevelsen.
Temaer koncerten igennem var ikke at tage fejl af, når man iagttog de medbragte visuals, bandet havde på baggrundsskærmene. Dette tema omgik i al sin enkelthed biler, der var kørt frontalt ind i typiske amerikanske huse. Lyden oppe foran var ganske massiv og jævnt ufilttreret dele af koncerten igennem, hvormed vokalen ikke var gennemgribende nok i perioder. Lidt længere nede i lokalet lød det imidlertid bedre, når bandet brød igennem med numre cirkulerende omkring deres anmelderroste album God’s Country fra sidste år.
Gennemslagskraften var ikke helt til at føle på med 100 i timen og medrivende fra det første nummer “Why?” grundet lyden, og man havde alligevel håbet på, når man har dyrket bandet på forhånd, at det vil være smadder fra start af med forsanger Raygun Busch’s utrættelige udgydelser på pladerne.
De kom dog efter det med tiden krydret bombastisk sammenspil de fire herrer imellem samt Raygun’s finurlige og spasmageragtige speaks imellem numrene omhandlende danske film – mere og meget specifikt var omdrejningspunktet trilogien med Pusher-filmen og om hvilken, der var den bedste samt en anekdote om Spunk Bar i København. Det var alligevel en overraskelse og sjovt, at et amerikansk band kender et land for dets lidt mere obskure ting fremfor de vanlige, som de fleste vil nævne, når de er på besøg.
Chat Pile er lyden af det savnede, kaotiske miskmask af forfald og livskriser udmønstret på en gribende, urinstinktgivende måde, og det er dette, der gør totaloplevelsen af Chat Pile til noget, man vil huske tilbage på samt bevidne om og om igen. De må meget gerne komme tilbage på dansk jord igen snart.
Lorna Shore (Avalon)
Ligeledes hypet, men i den mere hidsig ende af ekstremmetallen, drog det symfoniske deathcore-skib Lorna Shore mod Dyrskuepladsen og kastede anker ved Avalon-scenen sent onsdag aften. Det skulle vise sig at være til stor gavn for de få, for nok kan siges om deres snilde kunnen og ekstreme, tekniske flair, når man i hvert fald visuelt ser deres musikvideoer. Live denne aften stod musikerne på scenen blot overfor en lyd(mand), der ikke harmonerede til deres fordel.
Kampen mod den dårlige lyd hjemsøgte også bandet sidste besøg i landet, og som man garanteret også stod med følelsen af dengang, så ville fansene jo bare gerne høre de mange symfoniske elementer udmønstre sig til sit fulde, når et band som ikke just er en voldsom jævnlig tilbagevenden gæst på dansk jord.
Under sekvensen kunne man op til flere gange imellem numrene se rynkede næser og høre hvisken i krogene om; “Hvad sker der”. Om det var en ny lydmand bag pulten, deres sædvanlige, der havde taget sig en sen lur, eller måske en hel tredje må stå hen i de uvisses land, men nogle må have sovet i timen – desværre. Energien på scenen var tilstede såvel som pitten foran i et omtrent lidt over halv fyldt telt, men lyden tog pusten fra intentionen, ligesom guitaristen var for lav i mixet. Publikun blev beriget med numre såsom “Sun/Eater”, ‘To the Hellfire”, “Of the Abyss”, “…And I Return to Nothingness” og “Welcome Back, O’ Sleeping Dreamer”.
Lorna Shore har netop offentliggjort deres fjerde besøg i Danmark, når de gæster Amager Bio til november. Bandet fortjener en god lyd næste gang.
Queens of the Stone Age (Arena)
Rocken lever, rocken skal forblive, og rocken skal i særdeleshed tilbage i et større format og hyldes på Roskilde, hvor alle kan være med. Det var der mange, der kunne nikke genkendende til i år. Arena havde ét rocknavn – og hvilket ét. Queens of the Stone Age er albumaktuelle med deres ottende album In Times New Roman…, der så dagens løs den 11. maj i år. Primus motor Josh Homme er netop fyldt 50 og har det godt igen ovenpå at have været diagnosticeret med kræft sidste år.
Homme var ovenud på fra første elspadestik, og det var publikum også til tonerne af et af deres største hits “No One Knows” fra Songs for Deaf (2002). Scenen er i særdeleshed hans arena, som Homme jonglerer i sin hule hånd s fint. Det har aldrig været kedeligt, når Queens of the Stone Age fyrer den af, og dette år var det i noget mere intime rammer på godt og ondt. Mange undrede sig over, hvorfor bandet, der tidligere har rockhærget Orange Scene, blev nedgraderet til Arena. For alle dem, der kunne se bandet = godt. For alle de mange, der stod ude i periferien, som ikke kunne se = ikke godt. Der blev endda også lukket af på et tidspunkt i forbindelse med den store menneskemængde. Det var nok en fejl at placere dem på Arena rent størrelsesmæssigt, så det ved man til næste gang.
Hvor mange bands har en tendens til at lægge vægt på deres nyeste materiale, når en tour melder sig, så havde Homme og Co. bare tre numre med i posen fra deres seneste album fra i år, hvilket var ganske tilpas, i og med i hvert fald det modne publikum var kommet for at høre de gamle hits, og dem var der flere af. Der var sjældent ro i dansemusklerne, der som sagt allerede startede ved første nummer, men så sandelig også, da de trykkede instrumenterne an til “If I Had a Tail”, “Make It Wit Chu” og ikke mindst den store finale med “Go with the Flow” samt “Song for the Dead”.
En sand ørkenvandring i bedste udfoldelse bedrev festivalens sene stund om onsdagen. Det skulle sig vise dig, at security ville lægge en dæmper på de glade fans ved kun at lade dem more sig til et vist stykke. Det var Josh Homme bestemt ikke fan af og tilskyndede fansene og sig selv som ét og samme. Folk skulle bare have lov til at feste. En med rette magtdemonstration, der sent vil blive glimt med at forvisning om, der hører mere rock og metal hjemme på festivalens største scener.
Setlist:
1 No One Knows
2 The Lost Art of Keeping a Secret
3 Smooth Sailing
4 My God Is the Sun
5 Carnavoyeur
6 The Way You Used to Do
7 If I Had a Tail
8 Paper Machete
9 Make It Wit Chu (With acapella from audience)
10 Emotion Sickness
11 Little Sister
12 I Appear Missing (Extended outro)
13 Go with the Flow
14 Song for the Dead
Torsdag:
Ithaca (Gaia)
Torsdagens program bød på flere spændende, ukendte blade i det hårde uføre. Ithaca fra London var første bud på dette i form af en blanding af hardcore og metalcore. Det er ikke et af de præstationer, der går over i huskebogen, og den er måske for nogle også allerede lettere glemt. Gaia-scenen led af lydproblemer opvarmningsdagene igennem, og det fortsatte i nogen grad også ind i main-dagene. I hvert lod forsanger Djamila Boden Azzouz til flere gange at kommunikere til lydmanden, at der skulle strammes op fra pultens side, men det hjalp kun i mindre grad og dermed ikke med den rene vokal.
Hvor intet vover, intet vinder, og lidt vinderinstinkt løftede af koncerten i kraft af bandets sammenspil bag Djamila samt deres overdådige glæde over at være tilstede på Roskilde ud fra guitarist Sam Chetan-Welsh’s tale om ståsted, taknemmelighed, diversitet i miljøet med mere. Med en varighed på blot omtrent 30 minutter var Ithaca hurtigt overstået, der trods vandt lidt til sidst med moshpit og bedre lyd med en blanding af numre fra deres to albums Language of Injury (2019) samt They Fear Us (2022).
Soul Glo (Gloria)
Bedre tog det sig ud efterfølgende på glo-hede Gloria. Igen skulle man grave i plakatens lag, og derinde et sted fandt med så Soul Glo, der er påvist hypet i visse kredse. Et af Roskilde Festivals genretiltag i år må siges blandt andet at være hardcore, og det er da også dét, som ovennævnte beskæftiger sig med tilsat flere elementer fra blandt andet blæseinstrumenter og hiphop.
Fungerer dette så? Svaret må siges at være ja fra denne trio, der startede deres musikalske rejse i 2014 Philadelphia. Senest har bandet udgivet deres fjerde album Diaspora Problems i 2022. Pierce Jordan’s kraftfulde ryst og selvsikkerhed kom ud over scenekanten i fuld flor, hvor der var organiseret kaos med fængslende hardcore som primus motor. Det gik ikke stille for sig på scenen sådan som foran bandet, hvor der var godt gang i publikum. Så meget, at flere var letpåklædte undervejs grundet den enorme varme, som Gloria kunne indeholde ved de fleste koncerter.
Et udbredt uskreven blad er vakt til live i nyslebne kroge.
Special Interest (Gloria)
Dansabel punk fra New Orleans? Nuvel. Special Interest skulle varme Gloria op, og Gloria blev meget varm. Stilen var, ingen overraskelse punk, med et mere glam-aftryk i deres melodier, der gjorde det hele lidt mere spændende at lytte til. Ja, måske var hovedparten af bandets lyd ikke lagt på punkhylden, men i stedet et virvar af forskellige genrer, heriblandt toner fra industrial, discopræget rock og fuck samt en DJ-præget base bag queer-udtrykket.
Special Interest har senest udgivet Endure fra sidste år. Det kan være, at det humoristiske element mellem numrene og energien på scenen prøvet at veje op for helhedsoplevelsen af koncerten, men i det hele taget var det et miskmask af uforløselig prøvelse, der kom til kort snor. Folk synes også til ikke at kære ret meget om showet andet end at forlade Gloria og søge nye, bedre musikeventyrer på festivalpladsens mange scener. Senere var der i hvert fald noget helt andet i vente.
Electric Wizard (Avalon)
En sværvægter af sjældenhed uden lige ramte Danmark sent torsdag aften. De mørke, tunge riffmestre i Electric Wizard stod igen på dansk jord på Roskilde Festival efter en del års fravær – og hvilken forløsning det var at have dem i landet igen. En sand lektion i den okkulte stoner-/doomverden, og det viste sig da også, ikke overraskende, til at være en af de bedste koncerter på årets festival – ikke mindste på grund af tidspunkt, der hørte sig godt hjemme under de okkulte hymner. Dette var en noget bedre tid, de fik tid at spille på i forhold til afbudstid tilbage i 2011, samt da de kom igen i 2014.
Sammenspillet Liz Buckingham (guitar) og Haz Wheatons (bas) imellem var et sanseligt opbrud af tung(sten) riffs og satanisk hengiven magi krydret Jus Oborn og hans karakteristiske stemme, der dog i noget af tiden ikke var høj nok i det okkulte lydbillede, som kvartetten har hersket omkring siden 1993 – eller faktisk siden 1988 under fem andre navne, først Morbicus, inden de skiftede navn til Electric Wizard for 30 år siden.
Der var orden i det virvar, som bandet præsterede, hvilket fik én til at føle det svært ved ikke at lade sig rive med og nikke med i takt til tone, for hurtigt går det jo ikke i denne genre, der sender nostalgiske flashbacks til Black Sabbath og deres storhedstid. Det er nok heller ikke helt så sært jf. bandets seneste albumtitel fra 2017 med Wizard Bloody Wizard. Bandets bestseller er Dopethrone fra 2000.
Forløsningen kulminerede afslutningsvist med “Funeralopolis”, der satte punktum for en sublim live-performance med live-lyd. Skulle det have været perfekt, skulle vokalen en tak op, og startens sammensmeltede lyd være mere stringent.
Fredag:
Code Orange (Avalon)
Fredagen bød ikke på den store mængde metallisk islæt, men lidt har også ret, det den så ikke skuffer. Først var der Code Orange (tidligere Code Orange Kids fra 2008-2014), der skulle give Avalon en speedy fest. Denne fest lod sig lidt vente på sig, da der voldte tekniske problemer før startskuddet i én sådan grad, at koncerten måtte udskydes 20 minutter. Det var selvfølgelig ikke særligt fedt, men der var god gåpåmod i teltet, og folk så ud til at blive under Avalon’s teltdug med et smil, indtil de endelig gik på godt klokken 20:20 til introsangen “I’m Gonna Getcha Good” med Shania Twain – ja, hvorfor ikke. Det var i hvert fald ventetiden værd.
Code Orange er igen et band, der ikke er så hyppige gæster herhjemme, og med den størrelse, de alligevel er ved at have, er populariteten af bandet også af en vis størrelse, der kunne mærkes af den godkendte menneskemængde under teltdugen. Teltet var dog ikke fyldt – mon ikke en del ventede på Blur, der skulle spille på Orange efterfølgende. Det var ikke fordi, at man blev blæst helt bagover af Code Orange live denne fredag i bedste sendetid, men bandet havde en pose energi, der blev luftet ud i med en sådan kraft, at forbipasserende under koncerten skulle have en god grund for lige at stoppe op og tjekke dem ud, i fald man ikke lige kendte dem.
På bandets indtil videre 15-års lange rejse, har de spyttet fire albums ud, senest Underneath fra 2020, hvor en særdeles velspillet “Swallowing the Rabbit Hole” fik sin plads. Det var da også til Code Orange, at der var pitglade metallere, der fik startet flere rundegange tættest på scenen til de hidsige, tunge toner. Første pit på denne metaltør fredag var var da heller ikke noget problem på det første nummer “Grooming My Replacement”.
Det er ikke altid lige nemt med den der lyd, og mudderbadet var heldigvis ikke at finde på festivalpladsen i år men derimod nærmere ud af højtalerne. Dem oppe foran var nok mere ligeglade med dem i forhold til det stillestående segment, der stod længere bagud for pitten. Det veloplagte raseri smittede desuagtet af på fansene, og trods lyd, der blev lidt bedre med tiden, og forsinkelse var der alligevel fest før Blur. Afslutningsvis spillede Code Orange “Forever” – titelnummeret fra deres tredje plade fra 2017.
Blur (Orange)
Onsdagens store rockfest foregik på Arena. Fredagens store rockfest foregik, hvor den i særdeleshed også hører hjemme – på Orange. Blur var tilbage på Roskilde efter hele 20 år. Damon Albarn elsker Roskilde, og Roskilde elsker Damon Albarn. Forventningerne til denne koncert var der mange af. Ville det blive en skandale? En sensation? Ville tidsplanen mon holde, da det jo ikke var den koncert på Orange den aften/nat?
Humørbomben Album spillede sine kort på ægte rockfacon. Det var ikke bare pauseballon og affart. Det var rock og rul med forstærker og attitude. Der var adskillige stunder koncerten igennem, hvor Damon henvendte sig til publikum med høj humør og latter. Selv var han nede foran scenen og hilse på fansene med et glimt i øjet, og selv de mange unge musikelskere var begejstrede.
Ser man på Roskilde anno 2003, hvor Blur sidst optrådte var det i tung selskab med selveste Metallica og Iron Maiden, og ja, Queens of the Stone Age var der også det år. De store, tunge og legendariske toner var jo sagt savnet i en bredere vifte. Det kan nås til næste år. Derfor var det også en lettelse, Blur fandt guitaren fra, satte strøm til, og futte den gedigen af på Dyrskuepladsen, som Graham Coxon kan gøre det.
Albarn var mildest over alt. Han roste de danske fan meget og påskønnede sin store kærlighed for Danmark som helhed, vis familieslægt trækker tråde direkte hertil. Fansene tog imod de gode ord, festede og dansede med al den energi, der nu engang var tilbage i de hen ad vejen trætte kroppe med andensidsteaftenen.
Der blev servere både nye, iørefaldende skæringer fra det nye album The Ballad of Darren i form af “St. Charles Square” og “The Narcissist”, men der var ingen tvivl om, at skyerne flygtede og festen stod højest på hitsene som “Beetlebum”, “Coffee & TV”, “Parklife”, “Girls & Boys” samt ikke mindst “Song 2”.
Både Queens of the Stone Age og Blur var store, musikalske successer, folk vil huske. Det er så vigtigt at holde den ældre musik i live – også på en af Europas største festivaler. Det vil være dejligt at se Blur igen snarligt i en arena.
Setlist:
1 St. Charles Square
2 There’s No Other Way
3 Popscene
4 Tracy Jacks
5 Beetlebum
6 Trimm Trabb
7 Villa Rosie
8 Coffee & TV
9 End of a Century
10 Country House
11 Parklife
12 To the End
13 Sing
14 Girls & Boys
15 Advert
16 Song 2
17 This Is a Low
18 Tender
19 The Narcissist
20 The Universal
Candy (Gaia)
Der var ingen tvivl om, at det kunne se ud til at sløjt fremmøde, da smaddermekanikken Candy gennemborede Gaia’s areal ud af teltet med deres tungsindige, smadrede industrial. Bandet havde tidligere på årets bevist sit værd på Roadburn Festival deres en brutal og kort koncert på bare 30 minutter med omdrejningenspunktet for deres album fra sidste år Heaven Is Here.
Det var derfor længe at vente helt til klokken 02:15 med forvisningen om, at koncerter nok ikke blev længere end den halve time, som så også gjorde udfaldet. Ikke desto mindre stod man ikke ikke følelsen tilbage af, at ventetiden gik tabt, da det korte og hæsblæsende show var over middel. Ud fra at den hårde fredagskerne blev holdt i den lave ende af skalaen, kunne man godt have ønsket et tidligere startskud til slikket, men der blev da holdt ud.
De fleste var gået i seng, og dem der var tilbage, var den stærke stamme, der rummede ikke et helt halvt fyldt Gaia. Hvad Gaia ikke kunne fylde op, havde Candy i det mindste i deres hule hånd – en brutalitet affødt muskulering af metallisk trance. Når deres numre nu heller decideret er lange, kunne de alligevel nå at spille en sjat skæringer på de hurtige 30 minutter, hvor nattecirclepits og nakkevrid stod på menuen som den slikkende natmad ageret fra scenen af deres vældige energiske og spjættende forsanger. Stilen var belagt med brosten af en slibrig suppedas fyldt af grind-, død- og hardcoreelementer, der som en nysamlet Lego-figur passede anstændigt og harmonisk sammen uden ekstatisk forekomst.
Næste gang; lidt længere, tak.
Lørdag:
Militarie Gun (Gaia)
Hvorfor ikke tage et stykke med hardcore mere, nu man er i gang, og når det er et af årets temaer? Så ja, hardcore/punk-ish blandet med elementer fra rocken væsen. Bandet fra Los Angeles var måske ikke det mest opstemte band at sætte på Gaia’s scene, der i forvejen sammen med Gloria rummede rigtig meget hardcoreprægede navne. Der savnes mere diversitet.
Militarie Gun havde et lidt mere tilbagelænet og knap så brutalt udtryk i hardcoresegmenter, hvor det mere melodiske aspekt kom til udtryk sammenkoblet med rockens finesser. Dermed var energiudladningen taget lidt fra pusten, og publikum var ikke smittet med pitglæde og moshing som til andre bands på årets festival. Det gjorde og numrene, som nok de færreste kendte, mere gennemsigtige uden den rådstyrke og modnet karakter, som var efterspurgt. Dette bevirkede også til konklusionen om, at der intet mindeværdige fundament blev pådraget denne støjseance, hvilket selvfølgelig ærgrer. Forsanger Ian Shelton og co. gjorde vel, hvad de kunne på baggrund af deres album All Roads Lead to the Gun fra sidste år.
Deaf Club (Gloria)
På sidstedagen skulle der tjekkes mere ukendt smadder op af smatten. Et af disse orkestre var Deaf Club med den alligevel noget kendte Justin Pearson i front – mest kendt som et af hovederne i Dead Cross samt andre medlemmer fra blandt andet ACxDC, der gav en sen nattekoncert i ekstrem grad sidste år – ja, cirka 60 numre på 60 minutter. Igen var hovedingrediensen hardcore af den mere hidsige art tilsat skvis af grindcore, crust og thrash-vibes. Bandets debutalbum Productive Disruption udkom sidste år, hvorom det kan tænkes, at de er røget i festivalens søgelys.
Deaf Club var et frisk pust på en grå letperlende regnlørdag, hvor mange nok havde hjemrejsen at tænke på dagen efter. Intet desto mindre vidste bandet godt, hvordan de sidste kræfter skulle udtæmmes af det trætte publikum, der viste sig til at være fans efterfølgende. Merchboden efter koncerten var i hvert tætplastret af købekraft efter de intense 45 minutter, som koncerten varede.
En mere end koncert energiudladning fra bandets side, dog med den krølle på halen, ikke fra bandet selv, men fra vagterne, der igen spolerede en pit, der nærmest ikke eksisterede, og for de relativt få oppe foran, kunne det mærkes, at essensen af koncerten blev spoleret med nedtryksdyk til følge. Man søger pitten, hvis man har lyst til at være der.
Lock Up (Avalon)
Alt godt kommer til den, der venter, plejer nogle at ynde. Queens of the Stone Age og Blur var de store, sublime trækplastre, og i den knap så kæmpe skala kulminerede Roskilde Festival anno 2023 på fremadstormende manér sent lørdag aften først med Lock Up klokken 22:30 og senere på Apollo.
Lock Up er ikke ligefrem et band, der smyger om sig med udgivelser til højre og venstre. Jovist er deres seneste plade The Dregs of Hades fra 2021, men der er alligevel blot deres femte fuldlængde på 25 år (største pause fra 2002 til 2011), men når de så udgiver nyt, så plejer det at holde. Det er måske heller ikke helt så særpræget, når man kigger på herrerne bag dødsgrinderne – et decideret allstar-ensemble de fem medlemmer imellem, når der tales om Shane Embury (Napalm Death), Tomas Lindberg (At the Gates), Anton Reisenegger (Brujeria, Criminal, Pentagram Chile – ikke det gamle Pentangram), Kevin Sharp (ex-Brutal Truth) samt Adam Jarvis (Misery Index, Pig Destoyer, Scour).
Det var lige netop denne brutalitet, som de tørstige fremmødte higede efter på sidstedagen – flere smadderbands, tak – også selvom de måske ikke lige kan fylde teltene ud, men nu er Lock Up heller ikke så store igen. For nogle vil man måske stå tilbage med tanken, om det er et rigtigt band at booke på Roskilde, men igen, så er der fans, der efterspørger det tunge element, så bliv endelig ved, nu hvor mængden af metal og store metalbands ikke har deres kronede dage lige i disse år.
Når bandet spiller live med cirka en times varighed, kan de nå at fyre en stor sjat numre afsted ud over scenegulvet, nu når hovedparten af deres numre typisk spænder et sted fra 2-3 minutter i længde. Ganske forrygende, simpelthen. Dermed var der også flere, løbende små, pits oppe foran og lidt bevægelse midt i Avalons telt, men det blev aldrig til den helt store omgang mosh eller circlepit.
Perturbator (Apollo)
Lørdagens helt store neonafslutning blev fremført af det franske darksynth-koryfæ James Kent aka Perturbator. Efter flere års ønsker til festivalen, var han endelig at finde på plakaten. Det er også ganske snedigt og smart at lade ham og hans live-trommeslager spille ved midnat, når solen var gået ned, nu hvor en meget vigtig faktor for et Perturbator er dets lysshow. Nu om deres stiller James Kent op med et massivt podie med ham selv ude til venstre, når man kigger på scenen, og hans trommeslager ude til højre samt det store og ikke mindst høje lysgitter i midten med lysende pentagram, og hvad der dertil hører sig til.
Der skulle gøres et valg, de tidsplanen ikke just var tilgodeset metalfolket med hele tre hårde acts, der kulminerede også samme til indover hinanden i form af Perturbator, Witch Club Satan samt Wargasm, men James og hans ekstreme succes i adskillige kredse vandt dette kapløb. Man ville også klippe en del af koncerten, hvis man havde sat sig for at se dele af flere af koncerterne denne nattetime.
Apollo var de perfekte rammer for koncerten med høje vægge på alle sider, tæt røg og spændt atmosfære. Er man til den hårde version af 80’ernes pulserende synth tilat et satanisk image og headbangervibes, er man ikke gået forkert i byen her. Ekstasen gik lidt op og ned som en blød sinuskurve, men når man kunne føle de medrivende spikes, så gik det op i et højere lag – ikke helt som f.eks. magtdemonstrationen på Roadburn for noget til tilbage sammen med Johannes Persson fra Cult of Luna – en kuration, der endte i udgivelsen af Final Light.