Roskilde Festival byder atter velkommen til divergensen
Den 52. udgave af Roskilde Festival er en realitet. Vejret hersker og raser festivalerne igennem Europa, heriblandt Graspop i Belgien og Tons of Rock i Norge. Roskilde er også hårdt ramt på førstedagen med musik om søndagen med massive regnskyl, der aldrig kommer belejligt.
Hvad der viste som til sin skræk og rædsel blev en realitet, som dagene frembruste. Roskilde Festival 2024 viste sig værende den vådeste af sin slags siden det år, de fleste erindrer eller har hør om; 2007. Det skulle dog ikke ødelægge den ellers gode stemning og ikke mindst de adskillige koncerter, der stod for skud.
Igen i år er der en masse bands at give sig i kast med – fra de små upcoming bands med blandt andet Vulvatorious, Syl, Ormsorg og 802 med flere til de store i kraft af Foo Fighters, PJ Harvey, Jane’s Addiction med flere. Igen savnes bare dét ene, gamle og store rock-/metalnavn på Orange Scene, men der var Foo Fighters, ikke helt så gammelt, men det trak op.
Mandag:
Katla (Gaia, 17:00)
Katla var spændt op til tung, glohed ildlir – en koncert, de med garanti selv har set sig meget frem imod. Der var god kontakt med publikum, og der ænses en megen begejstring både blandt de dedikerere fans, men også for de nye og opdagelseslystne tilskuere.
802 (Gaia, 20:00)
Det nye djurslandske fænomen 802 er spiseligt metal-light for P3-segmentet – mest på den gode og nysgerrige måde. Du kender dem fra din radio, TV og nu også Roskilde Festival. De har netop for ganske nyligt også optrådt på Go’ Morgen Danmark. Upcoming 802 fra Djursland leverede stærk tilstedeværelse med masser af hårkast til en blanding af autotune og tunge rytmer. Der blev tilmed heller ikke sparet på scenelir til denne koncert.
Onsdag:
Better Lovers (Gaia, 17,.30)
Første puls på toner i “last days” var Better Lovers – ikke et syndere kendt bekendtskab, men tjekkes ud skulle de. De fik til opgave at åbne Gaia-scenen om onsdagen. “Love” var kernen i bandets budskab fra starten af, der kunne tolkes ud fra medley’en, de gik på scenen til med tonerne af “This Love”, “California Love”, “Whole Lotta Love” og “Somebody to Love”, inden deres første eget nummer “Become so Small” (fra God Made Me an Animal) entrérede scenegulvet.
Bandet består af kendte ansigter først og fremmest af Greg Puciato (Dillinger Escape Plan) og Will Putney (Fit for an Autopsy, END) men også af Every Time I Die-medlemmer. Overall var bandets præstation et frisk pust, men det meste var lettere i glemmebogen efterfølgende uden de store, dekadente anmærkninger.
Harmonierne, sammenspillet og aggressiviteten synes lettere tilbagelænet trods Puciato’s ellers høje ryst, hvilket formidlede det overordnede billede sløret og uklart af en vis art. Jovist, de har havde godt styr på de grundlæggende regler, det var blot ikke en sensation eller noget, som var banebrydende på nogen måde. Et fint og hurtigt inspark til at gå videre mod nye eventyr, og det var der lige efter.
2,5/6 gedekranier
Frank Cater & The Rattlesnakes (Eos, 19:00)
Frank Cater & The Rattlesnakes var i sandheden noget som en del enten kender eller har hørt godt om. Der var derfor også vældig proppet foran Eos-scenen denne solrige aften, hvor det gik ned.
Der var lagt op til den helt store kærlighed på “gade”-/græsplan, da Frank Cater & The Rattlesnakes vendte tilbage til Roskilde Festival efter syv års fravær. Man ved aldrig, hvor man har Frank Carter henne, når han er på besøg andet end at store dele af tiden nede blandt publikum, og dette var i særdeleshed også tilfældet på denne solrighungrende onsdag aften.
Folket var sultne for det punkede og tørstige for øllet – begge parter blev indfriet med en entusiasme uden lige. Dette var en af de koncerter, hvor man blev draget til bevægelse, hvad end man er til mosh, circle pit eller ej. Frank Carter har dét glimt i øjet, der gør, at man år lyst til at feste med ham og The Rattlesnakes.
Trods den balstyriske medrivelsesmentalitet, som bandet i de tidligere år lagde for dagen, som er en smule mere tilbagelænet nu til dags, smitter spilleglæden stadig af på en måde, som letter smilet hos én, og man får lyst til at hoppe med. Frank var alle vegne, og var man placeret oppe foran eller i hvert fald foran front of house, havde man en god chance for festen og hopperiet helt i fjæset. Man var blot ganske få meter fra charmøren – blandt andet til “Self Love”, “Tyrant Lizard King” og “Devil Inside Me”.
5/6 gedekranier
Ragana (Avalon, 21:00)
Det var noget specielt under opsejling denne onsdag aften ved Avalon-scenen. Nemlig en række bands, der skulle spille midt i teltet til en række “floor-koncerter”. Første navn fra Ragana fra USA, en duo bestående af to kvinder. Ragana har tidligere på året spillet på Roadburn Festival i Tilburg i Holland – i øvrigt en glimrende koncert – og det tænkes da også, at nogle har set dem der og tænkt, at de passer godt ind i Roskildes niche-del med deres take på hovedelementerne i black metal og doom.
Det er en smule begrænset, hvad man kan nå på 30 minutters spilletid, men til gengæld var der kun fem miutters pause imellem bandsene i dette setup, hvilket var genialt. Ragana var imødeset intenst, tung og aggressivt. De havde det med at skifte instrumenter undervejs, hvilket er ret cool, at de mestrer flere styrker.
Idéen om scenen i midten af et telt i et setup synes umiddelbart spændende og god, men den helhedslydoplevelse, der lå i kortene, synes ikke helt i holde stik. Ydermere var tilslutningen af mennesker rundt om scenen ikke synderlig stor, hvilket var lidt synd. Havde man fjernet hegnet rundt om scenen, har oplevelsen også været mere intenst, men en lignende idé ses da meget gerne igen til næste år.
Raganas performace var ellers godkendt med flotte opbygninger til infernale forløsninger, blandt andet med “Desolation’s Flower”.
4/6 gedekranier
Prison Religion (Avalon, 21:35)
En lille spisepause skulle der til
Decorticate (Avalon, 22:10)
Københavnske Decorticate var et trækplaster fra hovenstadens hurtighedsmaskineri. De er ikke lagt på den lade side, når bandet går til stålet, der går så hurtigt, at man nogle gange lige skal holde fast i bordkanten. Med en ustyrlig tour de force i powerviolence og grind mestrer de råstyrkens finesser på lyd såvel som live på en laber, dekadent og samtidig brutal, finskåret vis.
Numrene er oftest ikke længere end et minut, så allerede efter godt halvdelen af sættet, cirka 17 minutter, de velsagtens indebar hele debuten Conditioned by Violence (2022), måtte de meddele, at de oprindelig ikke havde mere materiale at opføre, men nu hvor de havde fået denne fine invitation af Roskilde Festival til at spille, måtte tiden jo være inde til at indspille et nyt album, der kunne fylde sættes sidste cirka 13 ud med 10 nye numre, så med en tak til Jacob Bredahl, gav de sig til kamp med at fuldføre koncertens sidste 10 sidste numre på brutal manér og flot facon. Decorticate er et af de absolut stærkeste kort, vi har herhjemme på powerviolence-/grindscenen.
4,5/6 gedekranier
Taqbir (Avalon, 22:45)
Et af de mere spændende navne på tapetet var Taqbir fra Marokko, hvor man ikke helt vidste, hvad man gik ind til. Bandet undtaget af forsangerinden var iklædt burka-lignende beklædning, der kendetegnede en vis mystik. Sangeringen var vældig glad samt rørig og bevægede sig lystig og hurtigt over scenegulvet i de cirka 30 minutter, hvor de var på.
Stilen var det op-i-tiden riot grrrl og det punkede, men vokalen var lidt slingende, og af og til føltes det som, at den var lidt usammenhængende, hvilket gled stemningen til i tiden. Man var ikke helt tæt på – man savnede at kunne røre scenen, og det kunne man ikke helt.
Intensionen med nærværet blev ikke forløst her i hvert fald i forhold nogle af de andre hurtige acts denne aften, hvilket var synd, da Taqbir lød som et af de mest spændende bands på hele festivalen. Man havde lyst til at trække sig cirka 20 meter bagud og pleje ryggen lidt med at læne sig op af det sædvanlige hegn i Avalon.
3/6 gedekranier
The Hirs Collective (Avalon, 23:20)
Tiden var nu inde til aftenens sidste “floor-inslag” inden et af festivalens andre trækplastre – Heilung på Arena.
The Hirs Collective var det sidste aggressive udtag i duo-form under Avalons teltdug – og her blev det bedre igen, hvor de to på scenen – Jenna Pup og Esem – høvler de storladne bevægelser ud til scenekanten og får publikum mere med end før.
Humoren er nu heller ikke til at tag fejl af, når de imellem nogle af numrene indlagde cheesy backtracks af diverse popmelodier. Flere fik lyst til at danse lidt med, og Jenny tog heller ikke sig selv så højtidelig, dansede og skreg løs, som det gjaldt livet. Det var en af de bedre bands til at afslutte “floor-konceptet” med.
4,5/6 gedekranier
Heilung (Arena, 00:15)
Natten kom til sit fremme, og Heilung var et must see for tilhængere og nysgerrige. Der stod fremmødte nær første række, der snakkede om, at de ikke anede, hvad de skulle se, men nysgerrige, det var de – og var det første gang, man skulle opleve Heilung live, havde man næppe set noget lignende på en scene før.
Heilung er noget helt, helt særligt, når kernen bestående af Kai, Christopher og Maria lader sine neofolket, industrielle vikingerytmer strømme ud over scenekanten med ritualer, krigere med spyd og skjolde samt diverse selvlavede instrumenter.
Heilungs succes er næppe kommet til uden hårdt slid, og hvert et skridt mod de mange flueben på deres vej er fuldt fortjent med optrædener verden over – blandt andet på Roadburn og nu Roskilde Festival igen – denne gang i et større setup på Arena med et speciellavet lydsystem og visuals. Det er i sandhedens time en af de større danske musikalske succeser på dansk grund inden for “det okkulte” med deres særegent univers.
Fremmødet til midnatsmessen var tilmed særdeles stærk, og havde man i forvejen hørt om “lydeksperimentet” denne aften, gik det vel de færreste næser forbi, at uanset hvor man placerede sig ved Arena, lød det godt – hvad end det var vokal, instrument eller effekt.
Har man ikke set Heilung før – oplev dem. Har man set dem en håndfuld gange – mærk efter. Det er en smuk bedrift, men variationen er ikke umenneskelig stor.
4,5/6 gedekranier
Torsdag:
Lovebites (Eos, 13:30)
Meget utraditionelt og til stor glæde for flere metalfans er Roskilde Festival begyndt at booke tørstende genrer igen – her power metal. Noget, som ikke er det rigtigt siden 2001, hvor festivalen bookede Stratovarius og HammerFall. Om bookningen af japanske Lovebites er realiseret ud fra at bringe flere kvinder på scenen eller ej kan man stå hen i det uvisse, men uanset hvad er det en god og spændende booking, nu hvor nogle i hvert fald savner mere metal og især power metal til festivalen.
Lovebites er dygtige, talentfyldte, ydmyge og særdeles hurtige i deres udtryk. Bandet tæller Asami (vokal), Miyako (guitar), Midori (guitar), Fami (bas) samt Haruna (trommer). Der er næsten ikke ét sekund stille på scenen, og selv trommeslageren fyrer den af bag tønderne med stiletter, imens de alle fem var iklædt i hvidt dress. Her tidligt torsdag eftermiddag var der ustadigt vejr, men det nåede da heldigvis lige at blive godt til bandet skulle op på scenen. Det var derfor også med spænding, om hvor mange der mon ville dukke op til et navn, som de fleste næppe kender så godt, men der strømmende alligevel en vældig pæn sjat mennesker til denne seværdighed.
Mens successen er sprudlende i hjemlandet, går de lidt mere stille for sig på vore kanter, hvilket det går for mange, så der er ikke så meget nyt under solen der – man kan dog mærke, at der er potentiale for nye højder for bandet i Europa med tiden. Deres tightness er i hvert fald værd at føle på, når bandet skejer ud til blandt andet “Judgement Day” og “Holy War”.
Det var et meget frisk pust på starten af dage, der medførte salg i merchboden, hvor køen ikke var særlig kort, må man sige.
4/6 gedekranier
While She Sleeps (Eos, 15:30)
I det moderne spektre af metallen i år stod While She Sleeps for skud foran på Eos-scenen senere på eftermiddagen. Metalcore-bandet fra Sheffield stod ellers brandvarme for at gå på scenen til tiden, men teknikken vil det særdeles anderledes. Der var både “faretruende” meget vand, der var fanget foran på scenedugen, og lyset drillede også et sted, så området foran scenen måtte i en del tid stå markeret mennesketomt, så en kran kunne køre ind foran scenen for at nå op under scenedugen og ordne, hvad der ordnes skulle.
Dette skulle dog ikke være en smal sag – koncerten blev skud i gang, men det var med en forsinkelse på lige omkring 45 minutter. Heldigvis for bandets fans blev koncerten ikke aflyst. De fremmødte var gode til at vente, og bandet holdte gejsten oppe som tiden gik. Da tiden endelig kom, gik de på scenen med humøret intakt og nok også en lille midterfinger til vejret. Der var smådryp oppe fra scenedugen over koncerten også, men det var ikke nok til at standse showet.
Lawrence Taylor fra vokal var i god bevægelse over scenegulvet, allerede fra første nummer “Rainbows” fra bandets sjette album Self Hell (2024). Stilen de kører live er ikke sindsoprivende, og der er ikke ligefrem meget nyt under den dybe tallerken, men nogle bider sig på og nyder showet.
Når man er til et metalshow og befinder sig oppe foran tæt på bandet, sker det nogle gange, ja, ofte, at bandet ønsker at have en fest med publikum for eksempel ved moshpit eller crowdsurfing, som fra publikums side er fuldstændig frivilligt. Ellers kan man jo blot gå lidt ud til siden. Nå, men Lawrence Taylor fik meget få til at crowdsurfe, men det måtte man ikke fra festivalens side. Det er jo vel på eget ansvar, så hvorfor ikke? Dramatisk blev lyden taget af bandet, og de måtte forklare, at fansene ikke måtte gøre dette længere, ellers måtte koncerten stoppe. Er dette vejen frem mod at levere et godt show, hvor det energiske pust falder helt til græsset og efterlader følelsen af, om showet skal starte forfra igen.
Det var alt i alt og broget oplevelse af ventetid og energistop.
3/6 gedekranier
Gel (Gloria, 18:30)
Gel var igen et band, der skulle udforskes ud af festivalens dybe spadestik. Der er som om i de senere år, at Roskilde Festival er gået fuldstændig i hardcore punk-lagkagen og booker en del inden for dette område. Gel ser ud til at have styr på det.
Der er i hvert fald styr på looket, skulle man tro, når man ser Sami Kaiser med rødt hår, bikini og dertilhørende djævlehorn. En gimmick måske, men musikken fungerer og river de forreste med på “Out Of Mind” osv. Der er dog diverse minder, der rulle tilbage til While She Sleeps tidligere på dagen – denne gang med større spilstops imellem numrene, der virker lidt malplacerede og med meget lidt kommunikation fra band til fans, er totaloplevelsen lettere flad igen, selvom flere stjerneøjeblikket skruer oplevelsen op.
Der er ligesom “hak” i filmen, der bærer skår til glæden med disse abrupte handlinger. Koncerten var noget nær en tangenskurve, hvor der blev bygget op til noget noget godt, og pladask, så var det som af starte motoren forfra.
Helhedsindtrykket blev dermed en blandet landhandel, hvor man ikke gik ud af Gloria med der der “wow-oplevelse” i tasken, hvilket var synd, da bandet jo godt kunne deres kram, da det kørte på skinnerne.
3/6 gedekranier
Violent Magic Orchestra (Gloria, 22:15)
Nu til noget helt, helt andet!
Det var med store spændende øjne og øre for mange at bevidne det japanske, efterhånden, fænomen – Violent Magic Orchestra. Køen ved Gloria var lang, og man fik hurtigt slået fast, at Gloria var for lille til efterspørgslen på bandet, men Glorias rammer som indendørs scene var også med til at skabe de perfekte øjeblikke for bandet og publikum.
Hvem er Violent Magic Orchestra så? Det er svært at sige, men ganske så unikt er det, ja. En mellemting mellem black metal og tonstung rave samt andre diverse elementer indover i et sansebombet sammensurium af lys og stemning.
Det kunne gå begge veje, når man tænker på det genrekaos, der blev lagt for dagen, men heldigvis udmundede denne time sig på behørig, overbevisende vis.
Det var ikke for de sarte sjæle at bevidne disse japanere, der på flittigste vis benyttede sig af rigeligt med strobelys, visuals, skrig osv. Det er et af de slags shows, man desværre sjældent står vidne til. så det var med at gribe chancen, når den bød sig.
Virvaret af sanselige nuancer musikalsk set blev det ikke for grumset af – det var stadig en rød tråd og et beat, man kunne følge, der ikke flød ved siden af. Man stod nysgerrigt tiden ud og tog imod indtrykkene, der samlet set var organiseret, elegant kaos.
5/6 gedekranier
Fredag:
Kim Gordon (Avalon, 17:00)
Fredagen bød først og fremmest på det legendariske Sonic Youth-medlem Kim Gordon, der stod for en støjende seance denne seneftermiddag på Avalon.
Nok var man på Roskilde Festival for første gang tilbage i 2005, hvor Sonic Youth spillede, men ikke velvidende nok indtil kort efter hvor vigtigt et band det var, så bandet gik lige over radaren dette år. Av. I Sonic Youth agerede Kim Gordon både på posterne som sanger og spillede guitar og bas. Et ikon fra 80’erne og frem – i Sonic Youth var det i 30 år fra 1981 til 2011.
Koncerten var præget af stilfuld elegance og stramme, tidløse melodier leveret overordnet sikkert, men udadtil tyngede bandet. Det var sjældent, at Kom Gordon sagde noget imellem sangene. Et tak nogle gange og glæde over fremmødet blev det til et par gange, men ikke meget mere end det. Ellers var det bare videre til næste numre.
Musikken er ikke for de gængse og sarte øre, og med Kim Gordons musik skal man mere spidse ører for at få det hele med, men når man tager det helt ind, og det for lov til at rumstere i kroppen, så er det storladent til tider.
Kim Gordon er for kendere. Dem, der ser hende live, ved man stor sandsynlighed hvem, hun er. Hun er vigtig, og bookingen af hende på Roskilde Festival er vigtig.
4/6 gedekranier
Otoboke Beaver (Eos, 19:30)
Igen var der lagt op til japansk vanvid, eller blev det det rene vanvid som sidst? Otoboke Beaver var på Roskilde Festival igen – denne gang ikke på et lynhurtigt afbud, men som en del af et oprindelige program. Denne gang fik de den Eos-scene, tidligere var det intime Gloria.
Selv Dave Grohl, Mr. Foo Fighters, er stor fan af bandet, og det kom også senere frem, at Dave så koncerten, hvilket var kort før, at Foo Fighters selv skulle på scenen – selvfølgelig på Orange.
Der er fart over feltet, når Otoboke Beaver fyrer den af på scenen. Tempoet er højt, vokalerne hurtige, og man henfalder næsten til at blive helt forpustet, når man er i disse japaners selskab. Ikke mindst når man også ser deres energiske musikvideoer. Punken på modersmålet er i højsædet her. Dur det så igen som før her på Roskilde Festival?
Hypen var måske en smule højere tilbage i 2022, men gassen er ikke gået af ballonen endnu da. Intensitet er stadig til at mærke og føle på, og det er en kærkommen mulighed for, at flere kan opleve bandet denne gang på Eos-scenen i fint vejr, men denne intensitet er ikke helt lige høj, som det var for to år siden, da man stod oppe foran Gloria-scenen næsten i hovedhøjde med bandet helt tæt på.
Med tiden var bandet på vej væk fra publikums interessefokus. I en lettere lind strøm forsvandt folk, som tiden gik. De fleste skulle nok sikre sig et godt spot til Foo Fighters ikke så lang tid efter. Denne gang faldt bandet lettere sammen i forhold til sidste gang, hvor det var betydeligt bedre.
3,5/6 gedekranier
Tacobitch (Apollo, 20:00)
Tacobitch overlappede desværre for meget med Otoboke Beaver til, at man kunne nå at se dem på Apollo. Øv.
Foo Fighters (Orange Scene, 21:00)
Nu kom det endeligt. Rocken indtog Orange Scene, og i år stod Foo Fighters på mål for denne opgave, hvilket kulminerede i en rockrus. Der var tætpakket, og folk afventede i spænding startskuddet til over to timers rockshow. Roskilde Festival prøver at tage lidt til sidst igen at booke et nævneværdigt rocknavn på Orange. Så mangler vi lige metallen igen.
Dave Grohl er stadig i stand til, trods en frembrusende alder, at spæne scenen tynd for energi, og dette er selvklart allerede gældende på aftenens første nummer “All My Life”, som er et af de helt store. Folk især oppe foran hopper instant med og synger. Hurtigt efter følger “No Son of Mine” med legesyge riffs fra Black Sabbath’s “Paranoid” samt Metallica’s “Enter Sandman”, der får luftguitarerne i gang, som krydres efterfølgende af numre som “The Pretender” og “Times Like These”.
Grohl er modsat andre bands i særdeles spilopmager-mode og udadvendt, og man kan da næsten heller ikke forestille sig et besøg af Grohl i byen uden anekdoter om gamle dage – navnlig Nirvana-besøget i 1992 og hans kærlighed til fesivalen. Der er nok heller ikke så sært i dette tilfælde, at Roskilde Festival kan bryste sig af bandets eneste optræden i Skandinavien i år. Stærkt gået og det er vildt så overbevisende bandet leverer varen – selv efter Taylor Hawkins’ død, som selvfølgelig også mindes på flot vis.
“My Hero” leveres med gåsehud, og der skråles med i vilden sky på “Learn to Fly” og senere på “These Days”. Det er en langt koncert, over to timer. For nogle bliver det måske en smule langtrukken – for andre en hyldest til rocken. Koncerten afsluttes i nærmest ekstase med “Best of You”, “The Teacher” og ikke mindst “Everlong”.
5/6 gedekranier
Setlist:
1. All My Life
2. No Son of Mine (with guitar riffs from Black Sabbath’s “Paranoid” and Metallica’s “Enter Sandman”)
3. The Pretender
4. Walk
5. Times Like These (Dave and Rami into full band)
6. Generator
7. La Dee Da (dedicated to “the coolest live band in the world, Otoboke Beaver”)
8. Breakout
9. Eruption / Sabotage / Keyboard Solo / Blitzkrieg Bop / Whip It / March of the Pigs
10. My Hero
11. The Sky Is a Neighborhood
12. Learn to Fly
13. Arlandria
14. These Days
15. Nothing at All (with guitar line from The Beatles’ “Blackbird”)
16. This Is a Call
17. Monkey Wrench
18. Aurora (dedicated to Taylor Hawkins)
19. Best of You
20. The Teacher
21. Everlong
Lørdag:
Jane’s Addiction (Arena, 22:15)
Det var noget af et scoop fra festivalens side at Jane’s Addiction stod på plakaten i år. Endnu en flot og vigtig booking – især taget i betragtning af deres meget sjældne visit i og nær Danmark. Bandet er samlet igen i gammel formation. Orange Scene fik Foo Fighters, og Arena fik Jane’s Addiction denne sene lørdag aften.
Jane’s Addiction startede i 1985 og har haft nogle pauser siden da, men gennembruddet slog sig til ultimo 1980’erne med cocktailen af alternative/psychedelic rock samt alternative/funk metal. Det holdte dog ikke længe, inden bandet gik i opløsning og har sidenhen holdt pauser fra 1991 til 1997, igen fra 1997 til 2001 og så fra 2004 til 2008. i 2022 fik de Eric Avery med på bas igen efter 12 års pause og kan nu igen kalde sig så godt som i original besætning. Chris Brinkman på guitar og Matt Chaikin var med fra 1985-1986, men nåede aldrig at være med op nogle udgivelser.
Her stod de så, heldigvis, da bandet har været plaget af sygdom. Denne aften var vigtig for de fremmødte. En god sjat var taget hjem grundet det dårlige vejr, men gejsten stod stadig til at være tilstede i Arena til et sjældent syn.
Bandet havde en rå, nærværende nerve og selvsikker fremtoning imellem Perry Farrell (vokal), Eric Avery (bas), Dave Narvarro (guitar) og Stephen Perkins (trommer), der synes glade for at dele scene med hianden igen og som åbnede med ”Kettle Whiste” og ”Whores”.
Man skulle dog spidse ører af og til, når Perry Farrell sang og ikke mindst af alt snakkede til publikum. Han var snakkesalig nok og vækkede minder frem, men det mentale ve og vel var ikke indtakt på scenen, samtidig med det trods til tider ikke perfekte lydbillede, der skar igennem. Han får også mumlet lystigt og ivrigt om glæden ved at drikker og ryge.
Et af højdepunkterne kom lidt senere i form af “Jane Says”, der er et af de større hits samt ”Been Caught Stealing”, som bandet afsluttede med. Alt i alt en koncert, der er en sjælden en af slagsen, og man ved ikke, hvornår man får chancen igen.
4/6 gedekranier
Setlist:
1. Kettle Whistle
2. Whores
3. Ain’t No Right
4. Ted, Just Admit It…
5. Jane Says
6. Ocean Size
7. Three Days
8. Mountain Song
9. Stop!
10. Been Caught Stealing