Roskilde Festival 2025 var festen, der gav de gyldne øjeblikke
Den 53. udgave af Roskilde Festival er i hus. Vi var med nogle af dagene og iagttog, hvad der rørte sig i Roskilde Festival bookingprofil anno 2025. Vi fik også et par interviews ind under bæltet, der vil blive bragt i vores udsendelser.
I forbindelse med diverse gøremål hist er her blev det i år med en one-man-army-opstilling under uge 27. Kenneth, der tidligere har været en del af holdet, har fået sig en baby at se til og måtte give afkald på sin lyst om deltagelse i år. Det var ikke alle bands i de hårdere genrer, vi kunne nå at løbe frem og tilbage til, men en sjat nåede vi da.
Vejret er altid en underfundig magtspiller i Roskilde-ugen og med udgangspunkt i main-dagene bød dagene på såvel regnfulde seancer som hedebølge, der var til at føle på.
Roskilde Festival er en underfundig kavalkade er spirende tendenser og forsøgte nyskabelser. Kreativitet fremhersker idéerne om aha-oplevelser hos publikum, og man skal derfor give sig i kast med at fordybe sig i programmets facetter og idétiltag.
Man kan snildt fare vild i spilleskemaet over kunstnere, der ikke ringer en klokke hos en, og derfor bør man give sig god til at tjekke ud, hvad der kommer, da man let kan blive overrasket over musik, man efterfølgende ville have det trist med at gå glip af.
Nu til musikken.
Anmeldelser:
Jinjer (Eos)
Det moderne metal band, Jinjer, der blander progressivt metal, metalcore, groove metal og djent var det første band med hårdere kant i main-dagene. Man kunne nu have valgt så meget bedre.
Ukrainske Jiinjer må føle sig heldig som band, idet det må være landets eneste metalband, der må turnere udenlands, imens tonsvis er andre orkestre har udgangsforbud. Ikke alt er lige let at begribe, og dette må være én af disse.
Det var ej heller helt så nemt for bandet at ophidse den brogede skare at fremmødte foran Eos-scenen, der sultede efter bare et eller andet hårdt musik. Så måtte man give sig hen med en omgang lunken kagedej uden mindeværdig substans. Bandet har ellers en 17-års varig karriere indtil videre og er blevet store i ind- og udland – det er bare som om, at deres udtryk udadtil på scenen er kedeligt og stereotypt.
Nu var det heller ikke særligt nemt for nogen denne onsdag, hvor landet var ramt af hedebølge. Også foran Eos kravlede temperaturen op på de cirka 35 graders varme, og det drænede folket både foran scenen og på scenen. Tatiana Shmayluk på vokalen brugte heller ikke ligefrem gode metoder frem for at få publikum – hun nærmest pirrede menneskemængden mere til ingens gavn.
Jinjer vinder ikke publikums hjerter denne glohede onsdag, og og de kan løfte opgaven i fremtiden er tvivlsomt.
Slim0 (Gaia)
Grundet det store overlap mellem Jinjer og Slim0 kunne var det ikke meningsfuldt muligt at nå forbi Gaia klokken 19:15.
Fontaines D.C. (Orange)
Næste punkt på tapetet var at bevæger sig mod Orange Scene for at opleve Fontaines D.C. Bandet er faktisk det eneste rockindspark, festivalen kan præsentere på den største scene. Øv. Hvor er rocken og metallen på Orange? Næsten ikke eksisterende.
Det var derfor en stor opgave, som bandet stod over at skulle levere som enehersker på rocktronen i år. I det mindste er Fontaines hippe nu til dags og er også på få år rejst sig fra Avalon til Orange Scene, hvor de godt kan løfte opgaven energimæssigt. Der mangler dog mindst ét ældre rock- og metalkoryfæ på festivalens største scenegulv.
Fontaines D.C.’s lyd fortjener det store format. Der skulle ikke den store intro til at få bandet ind på scenen, hvor de gik lige på at hårdt med deres småskramlede, men stilfulde punkrockede image. Oppe foran var fansene hurtige med at få fingrene i vejret numre som “Here’s the Thing”, “Jackie Down the Line” og “Roman Holiday”, der satte sig som et solidt afsæt for Orange-rocken i år.
Fontaines D.C. havde egentlig gang i noget, der udviklede sig til en lille fest. Leveringen stod skarp og energien var tilstede. Lige indtil der ikke gik musik i den længere.
Igen var der overlap imellem bands – denne gang Fontaines D.C. på Orange Scene og så Wet Leg på Arena. Hvad skulle man skippe noget af? Det blev hele Wet Leg-showet, og dermed vmåtte slutningen af Fontaines D.C. blive skippet. Hvad gik man så glip af? Jo…, noget af en seance kunne man erfare, da scenen blev stormet af en demonstration i solidaritet med Palæstina.
Setlist:
1. Here’s the Thing
2. Jackie Down the Lane
3. Boys in the Better Land
4. Roman Holiday
5. Death Kink
6. It’s Amazing to Be Young
7. Bug
8. Motorcycle Boy
9. Favourite
10. In the Modern World
11. I Love You
12. Starburster
Wet Leg (Arena)
Da man igennem et par år har fået det anbefalet at tjekke det britiske indie rock/post-punk revival-band Wet Leg ud, måtte akten realiseres denne aften. Bandet fra Isle of Wight har på blot seks år givet sit aftryk på musikkortet rundt omkring og er i år klar til at entrere Arena, der viste sig at blive godt fyldt.
Wet Leg er højaktuelle med deres andet album, Moisturizer, der leveres over disken og er at finde på den lokale streamingtjeneste den 11. juli. Ellers er udgangspunktet det selvbetitlede album, der udkom den 8. april 2022.
Wet Leg er råt rock og upoleret punk med en dagsorden om at skrige sine og sit crowds lunger ud. Rhian Teasdale var en gåpåmodet kvinde i stilfuldt punket outfit. Setlisten besod som nævnt hovedsageligt af skæringer fra førstepladen, men der blev hevet nogle nye ud over rockpodiet i form af blandt andet åbningsnummeret “Catch These Fists” samt lukningsnummere “CPR”.
Bandet imellem sig havde et gedigen groove, og med Rhian’s drivkraft i front bar især hun showet frem. Hun var ikke bare for at skrige igennem. Og højt! Det tog da heller ikke oceaner at tid, før hun fik hvad de lød til hele Arena at skrige så højt, man kunne. Et lille “wow”, der til stroferne af “Ur Mum”‘s skælven.
Wet Leg var et frisk pust til en sen aftenstime, hvor der var de bedste godbidder fra debuten.
Body Void (Gloria)
Det var ventet med spænding, hvad der kom til at ske på Gloria og mødet med amerikanske Body Void fra Winooski, Vermont, USA (tidligere huseret i San Fransisco, Californien). Metal på Gloria er som regel altid spændende, og denne eftermiddag virker som ingen undtagelse.
Body Void er et af festivalens hårdeste indslag med deres lige dele harske noisy islæt såvel som varmdryppende sludge-vokal blandet med drone- og doom-elementer. Enhver svigermors mareridt.
Var man tilstede oppe foran, kunne man nemt se frontmand Willow Ryan’s setup med son bærbar og diverse elektroniske apparater fastmonteret, eller mangel på samme på et bræt, der lå løst på et stativ. Det nemme øje kunne skue, at der ikke skulle meget til, før setup’et kunne vælte, og der skulle heller ikke gå mange numre, før det det faldt ned med en vinkel på næsten 90 grader. Noget af elektronikken faldt helt af, imens Ryan greb brættet i hånden. PC’en og lidt af det andet sad heldigvis fast, så det meste blev reddet, og nummeret de var i færd med, blev da også færdiggjort. En tekniker kom til undsætning og klistrede det godt fast efterfølgende.
Spilleglæden lod sig dog ikke afkaste sig heraf, og bandet spillede ufortrødent videre i gasskab af kaliber. Bandet prøvede i hvert fald ikke at glide sig af på den trods det mindre uheld.
Eftersom bandets repertoire ikke er spyttende pletter ud over hele den palette, de kunne have nået, blev det ikke til en enestående tid – dog følte mig sig godt underholdt i svøbens, utæmmelige bærme.
Electric Callboy (Arena)
Just videre til noget helt andet. Dette var en af de bookinger, hvor man måtte stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt de kunne trække nok folk til under Arena’s voluminøse teltdug.
Electric Callboy tog navneskiftet til sig i 2022 efter 12 år som Eskimo Callboy. Nye ting skulle til, og det var startskuddet til succes. Ikke et ondt ord om den tidligere frontfigur Sebastian “Sushi” Biesler, men efter medlemsskiftet, der bød Nico Sallach sig til i metaldisco-stalden med Kevin Ratajczak som den frontmand samt navneskiftet to år senere, skete der et ryk for bandet.
Musikken er ikke længere blot kedsommelig metervare-metalcore, men et produkt, der sælger til det dansende byliv tilsat alpeglitter og konfettiskibriller. Det virker i hvert fald for en time og rykker folket op og ned ad græsset. Selv folk, der ikke synes at ligne metalsegmentet, er nu nogle, der hopper og fester med bandet og hinanden.
Der var ikke mange stunder under denne koncert, hvor det ikke gik stille for sig. Der var et fast tag om energien – navnligt de større hits som “Hypa Hypa”, “Hurrikan”, “RATATATA” (et nummer lavet i selskab med Babymetal) samt “We Got the Moves”.
Electric Callboy var koncerten, der ikke fald igennem, men sejrede på festlige manérer. Som et moderne input var det en fornøjelse, der satte smil på folk.
Setlist:
1. Elevator Operator
2. MC Thunder II (Dancing Like a Ninja)
3. Spaceman
4. Still Waiting (Sum 41 cover)
5. Hypa Hypa
6. Revery
7. Everytime We Touch (Maggie Reilly cover)
8. Pump It
9. Hurrikan
10. Mindreader
11. MC Thunder
12. RATATATA (Babymetal x Electric Callboy cover)
13. Tekkno Train
14. We Got the Moves
The Hu (Eos)
Et lille pusterum kunne arrangeres, inden Eos-scenen kaldte – denne gang på fremadstormende strube-metal fra Mongoliet. Det er dog efterhånden langt fra deres første visit her til lands, men de var nu så hjertens velkommen endnu engang – denne gang på Eos.
The Hu er nu så ganske særegent. Ingen andre minder sådan rigtigt om dem. Deres taktfaste melodier af stammelignende rytmer blandet dem deres velkendte strubesekvenser, der er lette at supplere med fra publikum, og deres metalliske islæt gør, at The Hu er letspiseligt for folk, der ikke er til det helt hårde.
Selv deres outfit er der tænkt nøje over, og man gengives til troen på, at bandet er klar til at entrere slagmarken med flotte og gennemtænkte påklædning.
Folk genkendte og nynnede med på “The Gereg”, “Yuve Yuve Yu” og “Wolf Totem”, der affødte det største bifald, men som trenden er nu om dage blev det også til et cover af alletiders Iron Maiden-hymne “The Tropper”, der var svær ikke at synge med på.
The Hu viste sig at være en habil, folkekær booking fra festivalens side. Store dele af skaren foran Eos-scenen åd det råt og havde en fest trods faretruende dryp fra foroven, der lod til at beherske sig.
Sætliste:
1. Upright Destined Mongol
2. Tuurugdul (Lost)
3. The Same
4. The Gereg
5. Grey Hun
6. The Tropper
7. Black Thunder
8. Chi Bishee
9. Yuve Yuve Yu
10. Wolf Totem
11. This Is Mongol
Thou (Gloria)
Louisiana-baseret Thou var absolut et af de orkestre, der var blevet set mest efter at skulle bevidne på årets Roskilde. Med deres knusende, tunge og snegleslæbende sludge metal blandet med dronesekvenser og doomkaskader er det normalt ikke et band, der lader stilheden slå på døren og gå hånd i hånd med Bryan Funck og co.
Thou adopterer en vilje til maskinel kaos. Et forløst virvar af traumatiserende ligevægt omfavnede tanken om slumkvarterernes forbigående bærme. Alt imens andet foregik hinsides var Glorias mørke hjem stedet for det i tidens stærkeste udtryk på scenen og udadtil.
Bandets tarv på sludge har en gennemgribende strukturel medrivelse, der er svær at kaste bort fra sig igen. Der er derfor heller ikke den store slinger i valsen, som koncerten løbende igennem hovederne på fanskaren – bare et fandenivoldsk udtryk, der ikke er til at tage fejl af.
Undervejs fik bandets lækre, beskidte toner assistance fra en gæstevokalist – en ven af bandet, der var inde og synge med på koncertens sidste tre skæringer. Et friskt pust.
Thou var det, man var sulten efter og fik appetitten sat lidt til livs, inden John Cxnnor og Witch Club Satan skulle opleves på Gaia.
John Cxnnor x Witch Club Satan (Gaia)
John Cxnnor er et af nutiden hotteste indslag på den danske metalscene. Det var da heller ikke så underligt igen, at John Cxnnor var at finde på Roskilde musikprogram igen i år. Ingen John Cxnnor-show er ens. Det er i hvert fald taget ud fra deres egen tro, og denne nar var intet særtilfælde.
John Cxnnor og Witch Club Satan har samarbejdet fra tid til anden igennem de seneste år, så det var da også naturligt, at de var at finde på samme scene her. Behøver alle i kollaborationsverden under samme loft at ekvilibrere sig til ug på deres musikinstrument samt smelte sammen til ét unikt stykke? Ikke nødvendigvis.
John Cxnnor kommer med deres dommedags-rave-industrial-underverdenssmadder, imens Witch Club Satan dannes af tre damer med hekselignende fagter og storslåede kostumer, primalskrig og et råt black metal-udtryk med urstammetakt og -tone. Nogle ser ikke en fidus i det – andre sluger det råt.
Fremmødet er godkendt denne nat – man føler sig ikke gået forgæves blandt få andre nysgerrige individer. Bevægelsesmæssigt tog setuppet sig strategisk godt ud med kvinderne i front og mændene i baggrunden. Om det er et show for dem selv eller i form af en kollaboration, lå Witch Club Satan ikke i selen med at være statiske på scenen. De bevægede sig lystigt rundt, fægtede rundt med rekvisitter i deres letpåklædte klæder, og sprang ud fra scenen i publikums arme.
Slagkraftige metalliske rytmer og raveundertoner bar konstellationen af de to bands sammen til ét og sammen inferno af ethvert bedstemors mareridt. Hvorom alting er var Witch Club Satan billedet udadtil, imens John Cxnnor stod som dirigenterne og bestemme de overordnede skridt mod forløsningen.
Det fuldstændige bombardement af ekstase indtraf ikke, men koncerterne som dette sætter en stor fed streg under, hvad man higer mere efter – det morbide og spændende, ikke det forudsigelige og kedelige.
Lørdag:
The Chisel (Gaia)
Roskilde Festival er glade for punk – så mere punk skulle der til. Denne gang fra The Chisel, der skulle fyre op for festen på sidstedagen. Det britiske band, der holder til i London, var for en kort 35-minutters periode garante for et sammensurium af Punk rock, oi!, hardcore punk og street punk.
Det relativt unge band fra 2020 havde ikke lagt i selen af stå stillestående på scenen. Især frontmand Callum Graham var en “Duracell-kanin” foran skaren. Man opdager hurtigt, hvis man ikke er særlig kendt i The Chisel-land, så er bandets kutyme at spille hurtigt. Ikke bare hurtigt, men at numrene heller ikke er lange. Bare tag numre som “Cry Your Eyes Out” (2:35), “So Do I” (1:39) og “Retaliation” (2:15). Det var da også “Cry Your Eyes Out” og “Retaliation”, der var nogle af koncertens første skæringer til at sætte fut i fejemøget.
Billedet udadtil segmenterede, at bandet havde et ihærdigt favntag i at få den forreste foran scenen til at hoppe og lade drive sig med, og nogle gange behøver ikke at spille meget længere end en halv times til. Det blev til 35 finurlige minutters punk-spektakel i Gaias indbydende væsen.
Nine Inch Nails (Arena)
Endnu og kollaborationskoncerter skulle se aftenens mørke om lørdagen med Kollapse og Grava. Meget kort inden startskuddet var barriererne til Gloria ikke åbnet nu. Man stod i et dilemma om at se Kollapse & Grava eller sikre sig et spot til Nine Inch Nails.
Valget blev den sidste mulighed. Et valg, der faldt ud til det rigtige. Havde man kommet ret meget senere, kunne man ikke se scenen for bare mennesker – for der var proppet. Det var klart forståeligt at masserne mængede sig om Arena til festivalens samme rock-headliner.
Om Nine Inch skulle havde været rykket op på Orange Scene, ville med garanti udløse spredte meninger. Kunne de bære opgaven? Jo, sagtens! Andre ville mene, at intimiteten ville vinde på Arena. Kom man i god nok tid, var Arena det rigtige valg.
Trent Reznor er Nine Inch Nails. Han ejer scenen med sine bandmedlemmer og gør det overlegent. I et inferno af blændende, nådesløs strobelys og stålsat, forvrænget guitar får Trent og co. fansene med sig i ekstase, hop og fællessang fra start af. Det var fængende og spektakelsbeundrende på seværdig vis.
Er det begyndelsen af enden for Nine Inch Nails, der har eksisteret siden 1988? Forhåbentlig ikke, for aftenen betvivler på ingen måde nedslag i karrieren for bandet. Første nummer, “The Beginning of the End”, tyder ingenlunde på nogen ende for noget. Slagkraften var banebrydende hurtigslående allerede fra “Wish”, der kom lige efter. Sjældent i mands minde var festlighederne især oppe foran som i dette tilfælde.
Trent har sammen med Atticus Ross, Robin Finck, Alessandro Cortini og Josh Freese mekanismen til at indhylde favntagelsen at sit skue i en bobble af maskinelt, smukt virvar, hvilket blandt andet giver sig til udtryk på “Heresy”, “Closer” og “Burn”. Tilmed at tidsløs variant af David Bowie’s “I’m Afraid of Americans” blev det til undervejs.
Om nogen må Nine Inch Nails være et orkester, der hurtigst muligt gerne må finde in vej tilbage til Danmark for at optræde med mørkesidens smukke facetter.
Setlist:
1. The Beginning of the End
2. Wish
3. March of the Pigs
4. Piggy
5. Reptile
6. Heresy
7. The Lovers
8. Copy of A
9. Find My Way
10. Closer
11. 1,000,000
12. Less Than
13. Every Day Is Exactly the Same
14. Burn
15. I’m Afraid of Americans
16. The Perfect Drug
17. The Hand That Feeds
18. Head Like A Hole
19. Hurt
The Raveonettes (Avalon)
Efter den euforiske Nine Inch Nails-seance var håbet at nå over til The Raveonettes på Avalon i tide, men med Nine Inch Nails’ lange fastslåhed kunne man med den enorme menneskemængde ikke nå til Avalon-teltet i tide, desværre.
Med det er Roskilde Festival anno 2025 en realitet. Det blev en både våd til tider, men også en brandvarm fest med glimt her og der.